Anderledes aktiviteter i madkundskab

Når planen skrider…
Vikaren ikke er tryg med praktisk arbejde i faglokalet…
Indkøbene går galt…
Nogle elever bliver færdige før tid…
Eller vi måske bare skal prøve nogle anderledes aktiviteter i madkundskab…

Af: Christian Bunk Svane

Artiklen indeholder affiliates

Jeg har i en rum tid læst om madkundskabslærere, som på de to store Facebook-grupper har spurgt ind til aktiviteter med eleverne, når der opstår alverdens udfordringer, som hindrer fagets praktiske arbejde.

Gennem min tid som skolelærer, har jeg arbejdet meget med det legende element i undervisning og har også lavet en del anderledes aktiviteter gennem tiden med fx motion og bevægelse.

Jeg vil ikke lægge skjul på at min holdning er, at madkundskab handler om praktisk madlavning og aktiviteter, som klæder eleverne bedst muligt på til at arbejde praktisk i køkkenet (læs: dette kan også være teoretisk arbejde, som understøtter og giver en større forståelse for det praktiske arbejde).

Dette er mine ”Greatest hits” af anderledes aktiviteter i madkundskab.

Jeg håber på mest mulig madlavning, men hverdagens udfordringer kan skabe hindringer og til tider kan der være behov for anderledes undervisning – selv i et praktisk fag som madkundskab.

Her følger en hulens masse eksempler på anderledes og alternative aktiviteter i og omkring køkkenet.

Christian Bunk Svane

Madkundskabslærer i både almen og k-klasseregi på Klokkerholm Skole i Nordjylland.

Udvikler undervisningsmateriel via
www.domesticscience.dk

Faglig rådgiver ved Folkeskolen.dk.

Lave plakat i Canva

Denne aktivitet kan egentlig passes ind i mange forskellige dele af madkundskabsfagets indholdsområder. Det kan være en fin alternativ teoretisk arbejdsopgave, hvor eleverne skal vise og visualisere en vis forståelse af et givent indholdsområde, forløb eller emne.

Eleverne har tit en elevmail tilknyttet skolen, som de kan anvende til at logge gratis ind i Canva og dermed anvende en fin gratis version.

Jeg har arbejdet med plakater, hvor eleverne har skullet undersøge forskellige vitaminer og mineraler med og for hinanden. Så har et makkerpar skulle undersøge C-vitaminer, mens andre undersøger andre mikro- og makronæringsstoffer, som så præsenteres ved en lille fernisering. Her viser og deler eleverne hinandens arbejde med de mange vitaminer og mineraler.

Af andre muligheder:

  • Lav en plakat med hvordan du forstår kulhydrat, protein eller fedt.

  • Lav en plakat med hvordan du forstår bæredygtighed.

  • Lav en plakat med hvordan du forstår bestemte madlavningsteknikker.

  • Lav en plakat med hvordan du forstår æggets opbygning.

  • Lav en plakat med nedslag i en given madkultur med udgangspunkt i madkulturhjulet.

At lave plakater kan være en anderledes og differentierende aktivitet, som egentlig tager udgangspunkt i den enkelte elev. For hvordan den enkelte elev forstår og udtrykker sig, når denne har læst eller på anden vis undersøgt noget teori på undervisningsportal eller internettet, kan udtrykkes på mange forskellige vis. Sidst men ikke mindst er plakatarbejde en ikke så teksttung aktivitet, hvilket har en del betydning for de mindre ”teorifokuseret/boglige” elever. Og dem plejer vi jo at være gode til at rumme i madkundskab. Der er både kreativitet og teori presset ind på et lærred.

Canva er generelt et nemt program at anvende for eleverne, da det langt hen ad vejen er drag-and-drop-funktioner, hvor eleverne vælger en vis skabelon, hvori de kan indsætte forskellige tekstfelter og kopiere billeder fra internettet, som så kan sættes ind i skabelonen i Canva.

Plakaterne kan nemt udskrives og hænge til skue i eller omkring faglokalet, eller sågar anvendes til at skabe modeller med overblik til f.eks. madkundskabsprøven.

Canva er generelt et godt program at have kendskab til for skoleelever.

Kend dit køkken

Køkkenbingo! Kampen om den gyldne grydeske!

Er du madkundskabslærertypen, som brokker sig over, at eleverne ikke kender redskaberne i køkkenet? Så er her en anderledes aktivitet.

Dengang i Covid-19-lortetiderne…

… Skulle vi have tiden til at gå med et eller andet… Dagene op til jul plejede at være en tid med oprydning, hovedrengøring, hygge, julevolleyball og kirkegang. Sådan skulle det ikke være i den tid.

Så jeg stod lige pludselig med to 6. klasses hold, som havde en ekstra gang hjemmeundervisning.

Så jeg fik en ide…

Elever kan til tider have meget svært ved at finde rundt i madkundskabslokalet – og måske også i hjemmets køkken.

Det blev til en aktivitet, som både kunne laves interaktivt og på klassen. Der er bare mere kaos i klassen – men det er vi madkundskabslærere jo vant til i undervisningen. Vi er eksperter i at navigere i kaos.

Aktiviteten er simpel!

Læreren råber et redskab, som skal findes i køkkenet (du kan evt. vise redskabet, hvis du vil gøre det nemmere for eleverne).

Organiseringen kan være forskellig og opdelt i heats, hvor ikke alle elever er i gang i køkkenet. Det kan også være, hvor alle eleverne står i grupper, hvor de skal kommunikere om at hive køkkenets forskellige redskaber frem, når madkundskabslæreren galper op.

Split vision er et syn, som er en kæmpe fordel at have som lærer i denne aktivitet. Hvor kommer redskabet mon først i vejret?

Point kan noteres på tavle eller papir.

Disclaimer I: undgå at lave denne aktivitet med knive, da der kan være kaos og vilde bevægelser. Det plejer ikke at være en god ide med knive…

Disclaimer II: Du er en elendig dommer. Væn dig til det… Der vil altid være nogle elever, som er utilfredse med dine vurderinger

Læs mere her: https://www.domesticscience.dk/opskrift/kend-dit-kokken/

Den Grønne Krig

Spillekort med fakta og informationer om grøntsager, frugter og urter.

What´s not to like?

Den Grønne Krig er en god leg til madkundskab, natur og teknologi og biologi.

En god vikaraktivitet.

Med andre ord er Den grønne krig et “Must have” i skuffen i madkundskabslokalet, når der skal faglig hygges eller det didaktiske uheld er ude.

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.