Særligt til studerende og nyuddannede

Kære medlem af Foreningen for Madkundskab,

I Foreningen for Madkundskab har vi besluttet at gøre 2023 til året, hvor vi retter fokus mod vores nye kolleger i faget. Mange oplever, når de kommer friske og klar ud og skal løse opgaven med at undervise i madkundskab, at de vakler lidt. Nogle taler om et reelt praksischok. Flere fravælger opgaven ved først givne lejlighed og får aldrig rigtigt fodfæste i faget. Det synes vi er brandærgerligt! Vi vil gerne hjælpe på vej, så vi undgår at miste alle de gode ressourcer og kompetencer vores nye kolleger kommer med. Derfor har vi besluttet, at ikke blot de studerende men også den nyuddannede vil få gratis medlemsskab i vores forening i det første år efter endt uddannelse.
Når man bliver færdig, så byder vi velkommen ud i arbejdslivet med en pamflet, der vha. 10 gode, simple og overskuelige råd skal være med til at give ballast til at varetage undervisningen i verdens bedste og vigtigste fag; madkundskab. Det arbejde er Magnus Faxø gået i gang med. Han blev færdig på KP i Carlsbergbyen i sommers og smøgede straks ærmerne op og startede valgfagsundervisningen op i en 8. Klasse. Her har han gjort sig nogle erfaringer, han gerne vil videregive. Han sparrer sammen med tidligere studiekammerater og med os “garvede rotter” i foreningens bestyrelse. Men vi forsøger at ramme plet, og finde lige netop dér, hvor orkanens øje er.
Har du et godt råd, du vil dele? En udfordring, hvor du har fundet en løsning der virker? Et problem, du har gjort til skamme. Kort sagt: HIT US!! Skriv til: formanden@madkundskab.nu

Med det samme fokus for øje har vi nedsat vores temaer for året. Første tema er “Organisering af faglokalet”. Der er ingen tvivl om, at måden vi indretter os på, kan være med til at fjerne mange daglige frustrationskilder i ens undervisning. Har du fået nyt køkken du vil vise og fortælle om? Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du valgte køkkenet? Hvordan fik du det finansieret? Hvem var involveret i processen? Er der noget, du ville have gjort anderledes i dag? Har du fiduser til at indrette et gammelt køkken, så det tjener formålet i undervisningen bedst tænkeligt? Plancher og plakater, som kan understøtte undervisningen? Fortæl, fortæl, fortæl! Og del et billede eller to 🙂 Vi står klar! Skriv til: formanden@madkundskab.nu

Hvis du ikke selv har noget at fortælle eller vise os, så kender du måske nogen, der har. Del gerne vores opfordring uden for “egne rækker” – vi går ikke i små sko, men deler gerne gode erfaringer uanset hvor de er gjort 😉

Vi GLÆDER os til at blive berigede!

På vegne af
Foreningen for Madkundskab
v/formand Lone Carlson

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.