Som at undervise på en knivsæg
De praktiske og etiske udfordringer, der melder sig som madkundskabslærer viser sig at være mange, som eksempelvis:
- Kan læreren afkræve, at der skal smages på maden og i givet fald, hvad så med en diabetiker, en cøliaker, en vegetar eller en muslim?
- Er det en farbar vej at distingvere imellem, hvem af eleverne, der skal smage?
- Hvordan skal man afvikle undervisningens fællesmåltider, så der bliver tale om et måltidsfællesskab med mening for hver enkelt?
Helt nye er problemstillingerne ikke. Tidligere handlede det primært om at finde positive pædagogiske veje uden om kræsenhed, I dag handler det om en meget bredere variation af begrundelser under henvisning til både naturbevaring, madkvalitet, helbred og evt. religion.
Selv om de fleste forældre bliver glade, når deres børn kommer hjem og med entusiasme fortæller om det nye mad, de har lært at lave og pludselig godt kan lide henne i skolen, og måske endda gerne vil prøve at lave derhjemme – ja så er det ikke alle forældrene der bakker op om at udfordre og ændre den mad- og måltidskultur de har i hjemmet.
Hvis alle hensyn skal kunne tilgodeses, kan det som madkundskabslærer opleves som konstant at skulle balancerer på en knivsæg.
Madmæssig mangfoldig som noget positivt
Vi vil gerne understrege, at vi grundlæggende ser på den stigende interesse, som børn og forældre udviser over for nye retter og måltider mad, som noget positivt; det er nemlig også et udtryk for en stigende interesse for fx madens kvalitet, fødevarernes ernæringsindhold, en bæredygtig produktion og deres børns vé og vel. Det ændrer imidlertid ikke på, at det samtidig stiller madkundskabslærerne over for nogle store udfordringer, samt i øvrigt også kan fortolkes som udtryk for en stigende usikkerhed i forhold til egen identitet (Andersen, 2020), hvilket ikke nødvendigvis er noget positiv.
Som så ofte når man støder på praktiske udfordringer, kan det være en god idé, at lade sig inspirere af at se på problemstillingerne i et helikopterperspektiv. I dette tilfælde gælder det oplysnings- og erkendelsesfilosoffen Immanuel Kant (1741-1804) og hans begreb om ”sapere aude”. Således indledte han sin berømte artikel: ”Hvad er oplysning” (1783). Med dette begreb udtrykte Kant en opfordring til os om, at vi skal ”have mod til at handle klogt og bruge vores forstand” (Kant, 2005 [1783]).
I en nutidig smagsdidaktisk sammenhæng, bygger Wistoft og Qvortrup videre på Kants begreb, og anvender begrebet ’sentire aude’, som kan sammenfattes i fire pædagogiske målrettede opfordringer:
1. Vov at smage!
2. Hav mod til at bruge din smag!
3. Sig din mening, og stol på din egen smag!
4. Kend og brug de forskellige smagsargumenter, der er gyldige i forskellige sammenhænge!
Disse punkter er centrale, hvis børnene efterfølgende skal kunne udvikle smagskompetence og dele deres smagsoplevelser på en meningsfuld måde med andre. Det har Kant og Gardamer også et begreb for: ’sensus communis’, som understeger det sociale meningsfælleskabs betydning, hvis vi skal kunne træffe smagsafgørelser. Kant siger ligefrem i sin Kritik af dømmekraften: ”Vi kan kun træffe smagsafgørelse, hvis der findes et ’sensus communis’ (Kant, 2005 [1790]). I forlængelse af Kant har også den tyske fænomenolog Gadamer i sin store bog ”Sandhed og metode” ladet sig inspirere af begrebet ’sensus communis’ og defineret det som ”en fællesskabs-stiftende sans, som har afgørende betydning for livet”. (Gadamer (2004 [1986]).
Det praktiske arbejde med ’sentire aude’ og ’sensus communis’
Der er grund til indledningsvist at understrege, at når man arbejder med smag i pædagogisk og didaktisk sammenhæng er det vigtigt at gøre sig klart at vores smagsoplevelse ikke kan afgrænses til kun at gælde vores sanseorganer, men indgår i et samspil med både vores psyke og den kultur, som vi lever i, med alle dens konkrete sociale relationer, samt i øvrigt de fysiske rammer, hvori vi spiser.
Smagsdidaktikken kan ses som et felt, der viser en række interessante potentialer for at styrke elevers kritiske refleksivitet og bevidsthed om, hvad der former deres valg af mad. Wistoft (2016) reflekterer over smagsbegrebet set ud fra både en natur-, samfunds- og humanvidenskabelig tilgang. Der er ikke tale om et konsensusorienteret, fast præciseret begreb, men at smag er værdi- og kontekstbåret og kan være omdrejningspunkt for erkendelser, oplevelser, bevidsthed og dannelse. Denne indgangsvinkel til læring har som mål, at eleverne udvikler smagskompetence og personlig smagsmyndighed. Wistoft og Qvortrup beskriver syv dimensioner ved smag:
- Den sansede smag
- Den moralske smag
- Den kærlige smag
- Den religiøse smag
- Den smarte smag
- Den skønne smag
- Den sunde smag
FIGUR 1 Syv smagsdimensioner
Pointen er, at vi med disse syv smagsdimensioner som didaktisk og pædagogisk udgangspunkt kan blive bedre til at forstå, hvorfor andre måske ”smager” noget andet, end vi selv gør, samt ikke mindst sætte ord på det også over for hinanden. Dette er kernen i både ’sentire aude’ og ’sensus communis’ – som sammen udgør kernekvaliteten i madmæssig mangfoldighed.
Smagsdidaktikkens bidrag er således at nuancere et smagsbegreb, der handler om mere end den sansede smag som refererer til sanseindtryk, med yderligere seks smagsdimensioner. Vi smager gastronomisk, dvs. med referencer til hvad der definerer velsmag. Vi smager sundhedsmæssigt, dvs. med referencer til hvad der smager sundt eller usundt. Vi smager etisk, dvs. med smag for bæredygtighed og dyrevelfærd. Vi smager med fokus på omsorg og kærlighed: Er maden tilberedt i kærlighed til, eller med omsorg for, dem, der skal spise den? Og nogle af os smager i forhold til religiøse og modemæssige aspekter: For nogle er visse ingredienser ”urene”, mens andre vækker minder om højtidelighed. For andre er det vigtigt, at maden ikke smager gammeldags, men har stil. Alle syv dimensioner understøtter eleverne i, at udvikle dels deres smagskompetence, og dels deres smagsmyndige personlighed, dvs. evnen til at vurdere madens og måltidernes kvalitet og lære at tage kritisk begrundede madvalg gennem smagen.
Smagsdimensionerne er en systematisk måde at betragte smagen på som vi – bevidst eller ubevidst – benytter os af, når vi spiser, når vi kommunikerer, og når vi lærer noget om mad, madlavning og måltider. Dimensionerne kan placeres i tre smagssystemer: det fysiologiske system med den sansede smag, som produceres gennem alle fem sanser; det psykiske system med bevidsthedens sanseerfaringer og –oplevelser og det sociale smagssystem, der består af kommunikation i eksempelvis måltidsfællesskaber. Pointen er her, at alle syv dimensioner – undtagen den sansede smag – både har en psykisk og en social side (Wistoft & Qvortrup, 2021).
I et internationalt perspektiv viser forskning, at smag er et udbredt tema i skolehaver, men peger også på det problematiske ved en udbredt normativ pædagogisk tilgang til smag, der har som mål at eleverne udvikler præferencer for bestemte smage, typisk med en sundhedsfremmende intention (Hayes-Conroy 2014:189).
Tilbage til knivsæggen
I undervisningsperspektivet er det vigtigt at vi forholder os til, hvordan potentialerne ved at arbejde med mad og måltider i praksis udfoldes i undervisningen i madmæssig mangfoldighed og i en smagsdidaktik, der involverer eleverne i en række aktiviteter, der både kan udfordre dem og engagere dem til at udvikle en kritisk og reflekteret bevidsthed om, hvad der former deres valg af mad. Med andre ord; personlig smagsmyndighed.
At styrke elevernes nysgerrighed og madglæde og udvikle deres kompetencer inden for mad, smag, sundhed, bæredygtighed, måltider og madkultur er af central betydning for, at de på længere sigt lærer at tage vare på sig selv og udvikler deres evne til at kunne træffe velovervejede og kritiske madvalg. Det kan indfries gennem undersøgende og eksperimenterende aktiviteter med en høj grad af elevinvolvering, der synes at være befordrende både for læring og motivation. (Kruse, 2013).
Afrunding
Vi vil runde af med et bud på, hvad denne afdækning afføder af nye spørgsmål. Hvad er der fortsat brug for debat om? Hvad er de store spørgsmål på området for mad og måltider i skolen?
Madmæssig mangfoldighed, må kunne række ind i fremtiden: At styrke elevernes nysgerrighed og madglæde og udvikle deres kompetencer inden for mad, smag, sundhed, bæredygtighed, måltider og madkultur er af central betydning for, at de på længere sigt lærer at tage vare på sig selv og udvikler deres evne til at kunne træffe velovervejede og kritiske madvalg. Madkulturer og måltider forandrer sig over tid, sted og anledning (Fischler, 1988), og vi skaber i høj grad vores identitet gennem maden.
Madkundskab udvikler og og forandrer sig i takt med den madmæssige mangfoldighed. Nogle af disse forandringer er ukomplicerede og glider usynligt ind i undervisningen, mens andre træder frem som mere komplekse, med dertil hørende didaktiske udfordringer, valg og beslutninger. Der er ingen retningslinjer, lærebøger eller andet, der kan guide lærerne gennem denne problemstilling: hvordan de på bedst mulig vis kan arbejde med madmæssig mangfoldighed i madkundskabsundervisningen. Det er heller ikke tidligere undersøgt i Danmark, hvordan det forholder sig i praksis: Hvad gør den enkelte lærer? Derfor har landets seks læreruddannelser og DPU/Aarhus Universitet påbegyndt en undersøgelse af den enkelte lærers praksis og didaktiske valg. Hensigten er at fremskrive viden om feltet og udarbejde anbefalinger til skolen, så den madmæssige mangfoldighed betragtes som ressource frem for barriere i undervisningen.
Vi er selvsagt godt klar over, at ’sentire aude’, ’sensus communis’ og de syv smagsdimensioner langt fra løser alle de dilemmaer, der møder madkundskabslærere, når man både skal respektere forskellighederne og samtidig give alle lyst til, og mod på, at udfordre sig selv og prøve nyt. Når vi her som afslutning tillader os at kaste os ud i ”gode råd”, skal det alene opfattes som didaktisk inspiration:
1. At smage på nyt må aldrig blive en tvang
- Ønsket om at få alle til at smage før de fælder en smagsdom, må aldrig blive til tvang.
- At skulle smage mod sin vilje kan faktisk godt blive en traumatisk oplevelse, selvom det heldigvis for mange også kan blive til et ”det var godt, at jeg gjorde det”.
- Vi skal også huske at vi er født med en naturlig modvilje mod at smage på noget, som vi ikke kender i forvejen.
2. Udfordr ikke familiernes normer unødigt
- En intolerant tilgang kan sætte eleverne i helt uoverskuelige konflikter ifht. hjemmets sociale normer indenfor deres mad- og måltidskulturer.
3. Noget for enhver smag; det tolerante måltid
- Fastholde fællesmåltidet med en menu, der skal sikre ”at der skal være noget for enhver smag”. En tilgang der for øvrigt også kan rumme mange både gastronomiske og sundhedsmæssige pointer!
Referencer:
Andersen, B. (2020). Måltidets sociologi: Simmel og Fischler om det fælles måltid. I: Fuglsang, J. & Stamer, N. B. Madsociologi, Munksgaard.
Fischler, C. (1988). Food, Self and Identity: I. Social Sceince Information, vol. 27, nr. 2, pp. 275-297.
Gadamer, H.-G. (2004 [1986]). Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. København: Systime Academic.
Hayes-Conroy, Jessica. 2014. Savoring Alternative Food: School gardens, healthy eating and visceral difference. London: Taylor and Francis.
Kant, I. (1993 [1783]): Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? I Morten Haugaard Jeppesen (red.): Oplysning, historie, fremskridt. København: Forlaget Slagmark.
Kant, I. (2005 [1790]). Kritik af dømmekraften. København: Det lille Forlag.
Kruse, S (2013). Hvor effektive er undersøgelsesbaserede strategier i naturfagsundervisningen? MONA – Matematik- Og Naturfagsdidaktik, (2). Hentet fra tidsskrift.dk/mona/article/view/36033
Nielsen, MK, Dyg, PM & Wistoft, K (2020). Outdoor taste education: Danish perspectives on potentials and challenges for taste education in school gardens and outdoor education, Food, Culture & Society, 23:4, 523-541.
Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2018). Smagens didaktik. København: Akademisk Forlag.
Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2019). Teaching Taste. Common Ground Research Print.
Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2021). Seven dimensions of taste – taste in a sociological and educational perspective. In: Gastronomy and Food Science. Elsevier pp. 227-251.
