Af: Helena Folk Holm
Jeg blev som nyuddannet ansat på en skole for snart 4 år siden hvor skolelederen til samtalen sagde: “Vi skal jo også i gang med det der valgfag, mon ikke du kunne stå for det?” Og naiv og med en selvsikkerhed som kun kan stamme fra en studerende uden de store praktiske erfaringer, sagde jeg at det var da bestemt lige mig, jeg havde det jo på linje. Rammen er en stor skole der samler elever op i 7. og derfor har årgange med 5 og 6 klasser i udskolingen.
Take 1 2019-2021:
Ledelsen har store ambitioner for elevernes VALG af valgfag. Alle skal have deres førsteprioritet, og med 5 klasser på årgangen, giver det 3 fyldte (24-26 elever) MK-hold, der alle skal undervises på samme tid, så det rent skemateknisk ikke bliver for bøvlet. Man har derfor lejet sig ind i køkkenerne hos to nabo-skoler, og to ud af de tre hold skulle så bruge spisepausen på at cykle ud til deres køkken og være klar til undervisning. De to andre undervisere havde ikke nogen forudsætning for at undervise i valgfaget, men den ene havde dog flere års erfaring i hjemkundskab i en tidligere stilling.
Det jeg lærte: Det er vigtigere at sikre gode rammer omkring de elever der nu er plads til i skolens køkken, end at lade alle komme på holdet. Vi har nu forhandlet os ned på et maks af 20 elever på mk-holdene og vi opretter kun to, der så undervises på forskellige tidspunkter i eget køkken. Det år lærte vi også at eleverne har en forventning om at madkundskab handler om at hygge sig og spise mad, og det har vi siden brugt meget tid på at mane til jorden med information inden de vælger, og det er i nogen grad lykkes os. De findes stadig, eleverne der bare gerne vil hygge og er ligeglade med viden og færdigheder, men der er trods alt færre imellem.
Jeg lærte også at sætte ambitionsniveauet ned fra den idéelle undervisning man har planlagt på uddannelsen, til en mere realistisk verden, hvor eleverne ikke altid arbejder effektivt, ikke kender navnene på køkkenredskaberne og ikke af sig selv kan se sammenhængen mellem den teori vi har læst og den ret de har lavet.
De tre hold afsluttede deres valghold sommeren 2021 – som bekendt uden prøve på grund af corona-pandemien.
Take 2 2021-2022:
Nyt skoleår, nyt hold, frisk start. Vi har i år fået 20 timer på opgaveoversigten til indkøb, klart på sin plads. Vi vil gerne have bedre tid i køkkenet, så vi forsøger med at flexe sådan at vi hver anden gang har 3 lektioner med madlavning og hver anden gang har 1 lektion til teori. Vi har ambitiøst afsat ca. 3-4 undervisningsgange pr. forløb, da vi rigtig gerne vil nå rigtig meget og få nogle dygtige elever.
Der er dog en stor håndfuld elever på holdet, der mildest talt har en anden dagsorden. Der bliver kastet med madvarer, svirpet med viskestykker, kastet håndtegn og pjækket til den helt store guldmedalje. Pludselig er det en overvejelse, om jeg overhovedet skal fortsætte med faget, for det er med en klump i maven jeg hver gang møder ind til den ugentlige undervisning og tit og ofte ender det med ren overlevelse.
Det jeg lærte: Klasseledelse i køkkenet er en helt anden størrelse end i det almindelige klasselokale. Elever der er vanskelige i de normale rammer, bliver 50 gange værre i et faglokale og man er nødt til at have en klar grænse for hvornår de ikke længere kan være i det lokale. Jeg lærte også at det er en dårlig idé at forsøge at give en besked midt i madlavningen, for det kan ikke lade sig gøre at råbe eleverne op midt i deres praktiske arbejde. Jeg lærte at det er bedre at have få forløb, som man har bedre tid til at gennemarbejde og nuancere, end 17 der kun overfladisk bliver berørt. Jeg lærte at 1 lektion ikke rigtig kan bruges til noget. Vi kommer ikke i gang, før vi skal hjem igen, og eleverne gider ikke være der. Jeg lærte også at man ikke for enhver pris skal kæmpe sig igennem med et hold hvor relationerne er gået i hårdknude. En tudetur nede hos afdelingslederen senere, og det var besluttet at jeg skulle starte et nyt hold efter sommerferien, og en anden skulle overtage dette hold.
De står nu foran deres prøver i juni 2023 og har fået en lærer der formår at trænge igennem til de fleste og sige pyt til de sidste.
Take 3 – 2022-2023:
Okay, pyh ha, frisk start igen. Holdet i år giver mig troen på faget og mig selv som mk-lærer tilbage. De kan undervises og er faktisk villige til at snakke om mad og ikke bare spise den. Undervisningen organiseres nu i en kombination af 3 lektioner, 2 lektioner og gange med fri for at undgå de 45 minutters spild af tid. Denne fordeling virker faktisk godt. Med et nyvundet fagligt overskud tilbyder jeg min hjælp til de nye undervisere på 8. årgang frem mod prøveforberedelsen. Jeg er stadig den eneste lærer på skolen der er uddannet i faget madkundskab og har i de foregående år brugt meget tid på kurser om prøven, at læse om det og så videre. Alligevel bliver vi i processen opmærksomme på det besværlige i at vores undervisning består af forløb der typisk har et emne som belyses gennem flere af de 4 kompetenceområder, mens de prøveoplæg der skal laves og opgives til prøven, kun skal rumme et enkelt område. Vi må derfor undvære mange af de nuancer, vi har undervist eleverne i. Derudover kommer der efter vinterprøverne gang i debatten i de faglige fora om vægtningen af teori og praksis i bedømmelsen af prøven. Den helt urimelige påstand om at det skal bedømmes 50/50, når den ene del er sat til 2 timer og den anden 10 minutter, gør mig ærgerlig på elevernes vegne.
Det har jeg lært: næste års planlægning skal tage højde for at et forløb gerne skal matche et prøveoplæg, sådan at der (primært) undervises inden for ét kompetenceområde ad gangen. Så må vi se om det giver mening for eleverne. Jeg øver mig på at blive bedre til at undervise teoretisk i forbindelse med og om madlavningen og ikke som en separat undervisning. Det er svært fordi eleverne typisk ikke er nået til det samme sted i processen og fordi det er svært at stoppe aktiviteten i rummet når vi først er i gang, til gengæld bliver teorien mere relevant og virkelighedsnær, når vi lykkes med det. Jeg får i år fornøjelsen af at være censor i år, og det glæder jeg mig også til at lære en masse af.
Jeg har lært at jeg bliver aller klogest og lærer mest i sparringen med andre ligesindede og derfor kan jeg kun opfordre til at man søger de faglige netværk på skolen, i kommunerne, på facebook, i den faglige forening og så videre.
Alt i alt må valgfaget madkundskab, og organiseringen heraf, siges at være et “work in progress”. Det ville da egentlig også være lidt kedeligt, hvis der intet nyt var tilbage at lære.
