Overvejelser omkring indhold og metode i madkundskab for elever med særlige behov

For mig handler det først og fremmest om nysgerrighed. At få vækket nysgerrigheden for at undersøge, udforske, eksperimentere og lege med maden. For ja, i min undervisning må man i de fleste tilfælde meget gerne lege med maden. Hvordan skal det ellers blive vedkommende eller interessant at lære noget nyt, hvis det ikke en gang imellem er sjovt, fjollet og legende? En stor, ulækker, slimet fisk med udstående øjne virker ikke umiddelbart appetitlig på særlig mange børn og unge – om man har særlige behov eller ej. Men hvis man som lærer kan se ud over frasen med at man “ikke leger med maden”, så er det min erfaring, at man allerede dér, kan vække en nysgerrighed for det nye og ukendte. Eksempelvis skal de selvfølgelig have lov at baske rundt med vingerne fra en fasan, de selv har flået og senere skal tilberede – for på den måde, gøres det til noget ufarligt og måske spændende. Nok er der en grænse for, hvad der er etisk korrekt, men som menneske og madkundskabslærer mener jeg godt, man selv er i stand til at vurdere, hvad der er ok, selvom ens grænser selvfølgelig er forskellige.
For mange elever med særlige behov, kan det være aldeles grænseoverskridende at skulle smage, røre og tilberede madvarer, de ikke har kendskab til og for mange af dem er argumenter omkring klima, miljø eller sundhed ikke relevante. Derfor har det for mig krævet mange forskellige tilgange og jeg har sjældent været bleg for at afprøve en anden metode. For hvis det, jeg hele tiden har gjort, ikke virker – ja så skal der nok noget andet til.
Dét, der lykkes oftest for mig, er når min undervisning tager udgangspunkt i elevernes indre motivation og egne idéer. Det gør 90% af min undervisning i madkundskab. For uanset, hvad eleverne ønsker at lave eller prøve, så kan jeg få tilrettelagt undervisningen, så de får afprøvet nye metoder, får kendskab til alternative fødevarer, har fokus på klima, sanser eller noget helt andet.
Det fedeste, jeg endnu har afprøvet, var et forløb om madmod. Jeg havde en idé om, at mine elever sagtens kunne udfordres på, hvad de normalt spiser, og der ikke altid skal tages særlige hensyn. Det mest misforståede hensyn, jeg mener, man kan tage er, at udfordre eleverne for lidt på grund af deres behov. At stå og putte tomatsovs og pepperoni på en købepizzadej har i min optik intet med madkundskab at gøre – snarere med specialpædagogisk arbejde at gøre. Og det er at gøre dem en bjørnetjeneste – ikke at tro på, de kan mere end dét.
Da jeg arbejdede med “madmod” med mine elever, gik de i 3. og 4. klasse. Vi skulle i forløbet prøve kræfter med blæksprutte, østers, kaninkød, hestekød, snegle og insekter – for hvorfor ikke? Vi skulle arbejde med at rykke grænser – ikke overskride dem. Og for ikke at overskride deres grænser, skulle de selv være med hele vejen. For er det et overgreb at fortsætte undervisningen, fordi nogle elever græder ved tanken om at spise kaninkød? Ikke for mit vedkommende. For det handler om at afmystificere og gøre det nærliggende og spændende at prøve noget nyt. Derfor tog jeg heller ikke en levende kanin med ind i lokalet. Vi startede med at snakke om, at der findes farme, hvor man opdrætter og slagter kaniner, præcis som med grise og køer. Og bare det, at kødet til forveksling ligner en mørkere udgave af et kyllingebryst og lå pakket præcist som ét, gjorde det allerede til en fødevarer frem for et kæledyr. Og så gjorde jeg mig selvfølgelig overvejelser om, at når man præsenterer dem for noget nyt, så skal der være et velkendt element – en ret, de kender i forvejen, hvor nogle af fødevarerne er skiftet ud med nogle af de nye. Og jeg er sikker på, det har været med til, at pigerne der sad og græd, endte med at spise to portioner braiseret kanin. Og da vi kom til at skulle tilberede og spise blæksprutter, startede det også ud med leg og undersøgelser. De fik alle en 10-armet lille blæksprutte, som de skulle fjerne skelettet fra og undersøge – for det er virkelig sjovt for mange at se, hvordan de ser ud, og også prøve at finde dens næb og blækkirtel. Og hvis nogen blot har lyst til at stå og kigge en anden over skulderen eller få handsker på, så har det været mere end okay, for de har stadig været med i processen, selvom de ikke havde lyst til at røre det. Og min erfaring med fisk i undervisningen har været, at flere fiskehandlere er meget begejstret for, at man har lyst til at introducere børn for andet end fladfisk og derfor har givet rigtig gode priser, når jeg begejstret har fortalt dem om, hvad jeg dog skal bruge 10 blæksprutter til – eller en dusin østers for den sags skyld.
For mig handler det om at vække deres nysgerrighed; hvis de siger, de elsker lasagne – så laver jeg et fedt forløb, hvor vi undersøger delelementerne af lasagnen, finder ud af, hvor den stammer fra – og måske brainstormer på, hvad de ellers kender af pastaretter med sovs til og får lavet nogle af dem også. Eller prøver at lave lasagne med forskellige hovedingredienser: fisk, kød, kødsubstitut eller grøntsager. Igennem mit arbejde med elever med særlige behov, har det været altafgørende at vække deres nysgerrighed, eksperimentere og lege med maden – og ikke mindst ikke at se mig blind på deres behov og begrænse dem på grund af dem, men trodse dem lidt en gang imellem og prøve noget andet end jeg plejer.
Jeg har endnu ikke ført elever op til eksamen i madkundskab, men til næste skoleår starter jeg et eksamenshold i 7. klasse, som skal klædes så godt på som muligt til deres eksamen i 8. klasse. I dén forbindelse har jeg været så privilegeret at jeg fik lov til at være med til at designe det nye skolekøkken, der stod klar for 4 måneder siden på min relativt nye arbejdsplads. Og dét betyder jo klart noget for min egen motivation samt mulighederne for tilpasset undervisning. Det ændrer dog ikke på, at min tilgang stadig bliver, at udfordre mine elever og tage udgangspunkt i deres egne idéer og prøve at udvide deres grænser og deres horisont derigennem. Så er jeg sikker på, vi nok skal nå i mål og eleverne får de kompetencer, det kræves at bestå. Og jeg vil som lærer på specialområdet hellere nå lidt mindre, men komme ordentligt igennem dét, vi når, så eleverne får succes med dét, i stedet for at fare igennem alt det “man skal og bør”. Jeg vil hellere tage udgangspunkt i succesoplevelser, tid ro og nærvær, så de rent faktisk lærer og forstår dét, vi har om i undervisningen. Tid er der aldrig nok af som underviser, så derfor fokuserer jeg mere på, at de synes undervisningen er vedkommende.
Men det bliver en ny, spændende og sikkert også udfordrende rejse for både mig selv og mine elever, at skulle have madkundskab med henblik på den forestående eksamen – det gør jo utvivlsomt, at jeg skal være selektiv i forhold til indhold, da vi gerne skal nå så mange områder som muligt på den mest hensigtsmæssige måde.

Mit navn er Sara Julie Larsen. Jeg er 28 år og har arbejdet som lærer i madkundskab, dansk og kristendom i 5 år, og som vikar 2-3 år før det. Jeg blev uddannet sommeren 2020, hvor jeg også skrev min bachelor i madkundskab, da det klart er det fag, der tænder den største ild i mig og mit virke. Jeg har som fastansat lærer altid arbejdet inden for specialområdet, hvorfra mine erfaringer, tanker og idéer alle stammer fra. Jeg arbejder inden for specialområdet, fordi jeg har et ønske om at bidrage med så meget “normalitet” til et område, der – i min optik – alt for ofte bliver stigmatiseret og begrænset. Jeg ønsker, at give dem så meget som muligt af dét, de ofte ønsker allermest; en følelse af at være lige så meget værd og ligesom alle andre – for det er de, på deres helt egen måde, lige så vel som vi andre uden diagnoser og behov er.
Min nuværende arbejdsplads er på Hvidovre Heldagsskole og mine erfaringer som lærer stammer primært fra undervisning af normaltbegavede elever med ADHD som mest fremtrædende diagnose.