Af madhistoriker og museumsinspektør cand. mag. Bettina Buhl.
I løbet af 1800-tallet voksede den danske befolkning, og mange søgte ind til byen for at finde arbejde på fabrik eller i butik. Ugifte kvinder kunne søge plads som barneplejersker, tjenestepiger eller kokkepiger hos det ”bedre” borgerskab. I store ejendomme sad fruerne i velindrettede stuer og havde stort behov for hjælp til husførelsen. At lede og fordele husarbejdet med tjenestepiger og kokkepiger blev af mange kvinder opfattet som en vanskelig og krævende opgave. Epokens kogebøger udviser en klar tendens. Det var en udbredt opfattelse, at verden var af lave: ”Overalt, hvorhen vi vender os, i Danmark, hører vi udtale den samme klage; de nuværende tjenestepiger er ikke længere, hvad de vare tidligere. Der er med denne klasse foregået en forandring, der er alt andet end heldig for tyendet. Forskellen mellem de gode, gamle tyender og vor tids tjenestepiger er lige så stor som mellem deres klædedragt. Dengang bar pigen en mørkfarvet hverdagskjole, en chemise af stærkt lærred, halstørklæde og tørklæde af godt sirts, blå strømper og tarveligt fodtøj – og nu en kjole af let uldent stof, undertøj af fint lærred, forklæde med broderet mellemværk og blonder, let fodtøj med høje hæle…….” Selv viste fruen sig sjældent i køkkenet. Det var dog hendes pligt at holde opsyn med husførelsen, ansætte piger og planlægge de store selskaber, hvor maden skulle være raffineret, og bordplanen gennemtænkt. Meget stod på spil, det var ene og alene hendes myndighed, kreativitet og nytænkning, som sikrede en mindeværdig aften, og dermed familiens anseelse. Og selvfølgelig var hun med på de nyeste tendenser. I hendes store køkken stod brændekomfuret – funklende og funktionelt.

Husholdningsskole Alvdal høsten 1921
De nye tendenser og ikke mindst industrialiseres mange nye teknologier, nye råvarer og en vis interesse for sundhed, krævede fornyet viden, og disse kunne fås på husholdningsskolerne. Skolerne bød på lærdom i madlavning, husførelse og ikke mindst småbørnspleje, alt sammen nødvendig, således man var godt rustet til den vej, som dengang lå ligefor – gift kvinde, kone, husmoder og mor. Med husholdningsskolerne fra 1895 voksede husmoderidealet frem i alle af samfundets kredse. Der kunne ikke herske tvivl, for kvindes plads var i hjemmet, kun hun kunne skabe rammerne for det gode familieliv og for familiens sundhed og trivsel. I Husholdningskommissionens betænkning fra 1939 udtrykker statsmagtens holdning således: ”Husmodergerningen er af stor samfundsmæssig betydning, af dens udøvelse afhænger hjemmenes, børnenes og familiens skæbne”.
Situationen på landet blev på mange måder ændret efter 2. verdenskrig, og mekaniseringen tog for alvor fat da den lille grå Ferguson traktor, godt hjulpet af Marshall hjælpen fra USA, sendte titusinder af arbejdsheste og bønderkarle ud af landbrugserhvervet. Husmoderen havde nok at se til, hun var ofte alene om de daglige pligter, hvilket gjorde det nødvendigt at hun tilrettelagde sin indsats nøje. I 1941 udgav Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab bogen ”Husholdning på landet”. Her kan man se en husmoders daglige arbejdsplaner for et mindre landbrug, hvor hun er alene om arbejdet. Bogen indeholder en detaljeret arbejdskalender for alle årets måneder, her er et lille udsnit af arbejdsopgaver for et helt år:
Januar: Eftersyn af linnedskab og urter og kål til opbevaring.
Februar: Plan for køkkenhaven. Æbler sorteres – de æbler, som ikke kan holde sig længere, konserveres.
Marts: Slagtning i forbindelse med påske, sortering af rodfrugter og forårsrengøring.
April: Udrugning af gåse-, ande- og hønseæg. Tilsåning af køkkenhave, potteplanter og fluebekæmpelse.
Maj: Udplantning i køkkenhave, fluebekæmpelse og udnyttelse af havens produkter.
Juni: Konservering af rabarber til ”rosiner”, asparges henkoges og børnenes ferietøj bringes i orden.
Juli: Konservering af jordbær, bær fra buske og kirsebær. Henkogning af grønærter.
August: Konservering af bønner, kirsebær og mirabeller. Høsttid.
September: Syltning af agurker og asier samt saltning af bønner. Konservering af blommer, hyben og rønnebær. Der indkøbes sild til nedlægning af spegesild og kryddersild.
Oktober: Efterårsrengøring, pærer henkoges, æblemos og marmelade, urter tages op, hønseflokken sorteres, og gamle høns slagtes. Ænder og gæs sættes til fedning til mortensdag.
November: Slagtning af gris – på grund af slagtningen finder der en del selskabelighed sted. Julegaverne påbegyndes. Ænder og gæs sættes til fedning til jul.
December: Julebagning, storvask og grundig rengøring før jul.
Husmoderens arbejde var fortsat tilrettelagt med udgangspunkt i selvforsyning. Men den teknologiske udvikling hjalp også landbokvinden. Andelsfrysehusene fra 1930-erne bedrede vilkårene for behandling af råvarerne. Arbejdet med nedsaltning af kød og henkogning af frugt og især ærter aftog. I byerne fik husmødre med tiden installeret isskabe, hvor isblokkene blev hentet i ismejeriet eller bragt til adressen per bud. 1950-erne var den hjemmegående husmoders stadig et ubredt fænomen, men ikke alt var dans på roser, for kvinderne følte mangel på status og respekt. Samtidig blev mange af hendes arbejdsopgaver overflødiggjort af teknologien.

Køkken ca. 1955
De fleste danske køkkener var i begyndelsen af 1950-erne udstyret med gasbord med terrazzoplade, gasblus og gasovn. Men afløseren stod parat i kulissen. Fornyelsen var i skikkelse af elektriske kogeplader, ovne og fritstående elektriske komfurer, som allerede var introduceret på det danske marked i årene efter 1. verdenskrig. Men det elektriske køkken vandt først for alvor udbredelse i Danmark efter 2. verdenskrig. I løbet af 1950-erne blev elektricitetsforsyningen stabiliseret, så stort set hele landet havde en stabil og prismæssigt konkurrencedygtig forsyning af elektricitet i form af 220 volt vekselstrøm samt den såkaldte ”kraft”, 380 volt. De mange hovedsageligt kul- og oliebaserede kraftværker var domineret af sammenslutningen NESA øst for Storebælt og fra 1956 af ELSAM i Vestdanmark. I løbet af 1950-erne blev elkomfurerne en alvorlig konkurrent til gaskomfurerne, og fra 1960 udkonkurrerede el stort set gas i køkkenerne i nybyggede privatboliger. Efter 1950 gjorde køleskabene og fryserne så småt deres indtog i private hjem. I 1960 havde 20.000 husstande egen fryser. Tre år efter var tallet steget til 100.000. Velstandsstigningen i 1960-erne muliggjorde at familierne havde råd til de teknologiske investeringer. Samtidig oplevede landet en rekordlav arbejdsløshed og mangel på nye medarbejdere. Tilførsel af ny arbejdskraft var nødvendig. Staten havde nu øje for, at få kvinderne på arbejdsmarkedet, og Folketinget nedsatte i 1965 derfor en kommission til at belyse kvindernes stilling i samfundet samt give en analyse af forventningerne omkring de mange ændringer samfundet stod over for: ”Den tekniske og økonomiske udvikling griber dybt ind i familiens og det enkelte menneskes vilkår. Ændringerne har medført en betydelig forskydning i den traditionelle opfattelse af kvinders og mænds stilling i familie og samfundet……det er vigtigt for samfundet, at alle dets medlemmer får mulighed for at udnytte deres evner og anlæg”. Argumentet for at forblive hjemmegående var som hovedargument pasning og opdragelsen af familiens børn, men også her fandt man løsninger. Socialforskningsinstituttet udsendte i 1969 følgende redegørelse: ”Børn som bliver passet i børnehaven er mindre hæmmede, udviser større selvsikkerhed og selvtillid, initiativ og nysgerrighed – og når de starter i skolen får de større social prestige og opnår lettere lederstatus i gruppen. De er mere socialt indstillede, og har lettere ved at tilpasse sig socialt. De udviser mere hjælpsomhed overfor andre og er bedre i stand til at samarbejde”.
Landbruget omstillede sig i takt med at byerne og parcelhusene flyttede tættere og tættere på. Landbruget blev specialiseret i store enheder og man havde ikke længere et par køer, et par grise, høns med mere til at indgå i den selvforsynende husholdning. De nye populære udskæringer på kødvarer blev leveret af andelssvineslagterierne, og med i købet fik man gratis reklamer fra ”Gris på gaflen”. Tilbehøret til kødet kunne man ligeledes hente inspiration i reklameverdenen med spændende opskrifter på flødekartofler eller kartoffelsalat, blot for at nævne få ud af flere tusinde nytænkende opskrifter serveret af Karoline. Karolines Køkken henvendte sig til kvinderne i byen og til gårdmandskonerne på landet – for Karolinepigerne var at finde i butikkerne, på ugens bedste butiksdage og massivt i Mælkebaren på årets dyrskuer.
Landet holdt ikke længere til ude på landet, hvor kun gårde, husmandssteder og kornet groede! Landet og landsbyerne blev også parcelhusgrunde, hvor de nye tilflyttere skabte nye tendenser i kampen om tiden, når der både skulle arbejdes, køres til og fra og hentes børn i dagsinstitutionerne. Samtidig dumpede reklamerne ind, og ikke mindst de spændende kataloger fra københavnske varehuse. Ugebladet, som man fik lagt til side hos købmanden rummede ligeledes et hav af madopskrifter og inspirationsmateriale til ”den travle husmoder”. Kendte og smukke kvinder optrådte i reklamerne iført moderigtige kjoler, høje hæle og rød læbestift. Parcelhusene dyrkede nabosnakken over hækken, gensidige vennebesøg med spændende serveringer – ja, der var nok at lade sig friste med, hvis man ville være med på bølgen. Kvindeidealet kunne i øvrigt tydeligt spottes i de populære danske film, hvor kvinden langt fra var hjemmegående. Ja, nogle kvinder kom i trøjen og agerede professionelt i kongens klæ´r! Kvinderne blev i 1970-erne mødt af samfundets tendenser – ungdomsoprør, rødstrømper og et nyt kvindeideal: ”Den udearbejdende kvinde, som magter arbejde, moderskab og familieliv”. De gode gamle dyder med ”mad tilberedt fra bunden” og ”efterretten” gled langsomt over i retter, som kunne tilberedes hurtigt. Desuden blev det muligt at rationalisere indkøbene ved at købe ind til flere dage.

Køleskab årgang 1955
Danskerne begyndte at anskaffe sig køleskabe, og det åbnede mulighed for at spare den daglige tur til købmanden. De mange hel- og halvfabrikerede madvarer, som blev tilgængelige for forbrugerne i 1960-erne, havde en længere holdbarhed end den hjemmelavede mad, så en ugentlig indkøbsdag i et supermarked i den nærmeste storby udviklede sig til en spændende afveksling fra de daglige indkøb hos købmanden. Gårdmandskoner og ikke mindst gårdmandsbørnene overlod hverdagens pligter til faderen, som til gengæld kunne regne med hjælp i spidsbelastningsperioderne. Det var ikke længere givet, at sønnen overtog og datteren skulle udlæres til gårdmandskone. Skulle hun forblive på landet – ja, så skulle hun havde fod under eget bord og have sit eget! Det blev ikke længere nødvendigt at opretholde en selvforsynende husholdning og faktisk var der heller ikke så meget stolthed længere at hente i det hjemmelavede eller det hjemmebagte! Signalværdien var vigtig – fødselsdagskagen skulle bestilles og købes ved bageren inden den blev fremvist i klasselokalet, pølserne skulle være røde og lige lange og så var det agurken, som helst ikke skulle være alt for krum!

Sådan ser et blomkål ud. 😉
Så kære madkundskabslærer – vi har i høj grad brug for jeres viden. Der er så meget viden, som er gået tabt. Selvom vi kan Google nok så meget på internettet, så behøver vi mere grundlæggende sikkerhed i vores madlavning. I viser vejen og skaber interessen for det bedre liv – til maden, madlavningen og måltidet….smagen af de friske grøntsager, duften af de nyhøstede korn, fællesspisningen, omsorgen for vores klima og respekten for jorden, som har brødfødt os i generationer. Det i sig selv giver det bedste krydderi til maden.
Bettina Buhl er madhistoriker, cand.mag. i historie og kommunikation, museumsinspektør og arbejder dagligt med forskning og formidling af dansk madhistorie i MADENS HUS på Det Grønne Museum. Forfatter til talrige artikler om den danske madhistorie og til bøgerne Historien om danskernes mad i 15.000 år, Danskernes småkager – et småkageleksikon, Sovs skal der til – opskrifter og historie, Badehotellets kogebog, Tycho Brahes husholdning på Uraienborg, Rug og rugbrød, Æbler, samt en madhistorisk bogserie for børn. Hun er optaget i Danske madpublicister og er repræsenteret i Danmarks Kartoffelråd.
Bettina bidrager som madhistorisk konsulent på mange projekter og til tv- og radioprogrammer omhandlende mad. Hun er idémager og kreativ udvikler til flere madhistoriske udstillinger og events og er desuden en ivrig foredragsholder. I forbindelse med tv-serien Badehotellet bidrager Bettina med køkkenhistorisk viden og ideer til menuer og tilberedninger. Bettina er repræsenteret i to nationale genbevarende udvalg vedr. Den levende kulturarv – omhandlende bevaringen af de gamle danske kultur- og nytteplanter og de gamle danske husdyrracer. Bettina repræsenterer et stort netværk inden for fødevarebranchen, hvor hun bidrager i flere projekter bl.a. arbejder hun tæt sammen med landets kokkeskoler, den gastronomiske verden og ikke mindst fødevareproducenter.
Bettina har desuden siden 2000 arbejdet som beskikket censor på kommunikationsuddannelserne ved landets universiteter.