AF: MAJBRITT PLESS, LEKTOR v/ UCL ERHVERVSAKADEMI OG PROFESSIONSHØJSKOLE

Faget madkundskab har et bredt læremiddelbegreb. Der er didaktiske læremidler produceret med det sigte at lære eleverne noget bestemt på en bestemt måde, og som vejleder læreren i at tilrettelægge undervisningen. Og så er der maden, kogebøgerne og redskaberne, som blandt andre ting også tæller som læremidler i faget madkundskab ud fra den betragtning, at læremidler er materialer og værktøjer, der bliver anvendt som midler med læring som mål. De skal dog først didaktiseres af læreren.

Det kræver en særlig opmærksomhed fra læreren, når genstande fra hverdagslivet hentes ind i undervisningen. Når det samme æble, som man har lagt i sønnens madkasse om morgenen, bliver undervisningens genstandsfelt i madkundskabstimen med 5.b en time senere. Eller når opskriften på creme brulée fra lørdagens gæstemiddag hentes ind i undervisningen på valgholdet. For disse genstande er ikke sat i verden for at agere læremidler i en undervisningskontekst i skolen. Så hvordan transformeres de? Det sker gennem lærerens didaktisering. Læreren er professionel didaktiker, hvis fornemste opgave er at tilrettelægge undervisning, der faciliterer elevernes læring – og i dette arbejde indgår læremidler som bærere af undervisningens indhold.

Men hvad fordrer det af læreren, når der skal tilvejebringes læremidler til undervisningen i madkundskab? Vi har i madkundskab ikke faste lærebogssystemer, som vi kender dem fra andre fag. Læreren skal i høj grad selv ud at finde læremidler. Det kræver læremiddelfaglighed, dvs. professionsfaglige kompetencer til indsigtsfuldt og kompetent at vælge, vurdere og anvende læremidler. Når vi ikke har tradition for fast curriculum samt styrende og højt didaktiserede læremidler, så efterlader det i endnu højere grad læreren med et ansvar og en pligt til at reflektere over de læremidler, der tages i brug i undervisningen.

Læremidler – hvorfra?

Der er mange forskellige aktører på banen, når det handler om læremidler til netop faget madkundskab. Fordi fagets materialitet er udgjort af noget, der er et livsvilkår for os alle, nemlig maden, så finder mange det relevant, at spille ind i netop dette fag. Det være sig producenter, supermarkedskæder, projekter og interesseorganisationer m.fl. Men hvorfor mon de gør sig den ulejlighed at lave læremidler til netop vores fag, må man spørge sig selv. Hvilke budskaber – synlige eller skjulte – ligger bag? Hvad er hensigten? Læreren må forholde sig kildekritisk til læremidlerne til madkundskab, ligesom læreren gør i alle andre faglige sammenhænge i skolen. Hvem er afsenderen, og hvilket madkundskabsfagligt og fagdidaktisk afsæt har afsenderen? Hvordan er det faglige niveau, og hvordan er fagsproget formidlet. Hvordan kan eleverne lære det, der er målet for undervisningen ved brug af dette læremiddel? Og hvordan sikrer man sig, at det fagsyn, der er udtrykt i læremidlet, ikke tager over? Disse og mange andre spørgsmål må læreren stille sig selv, inden læremidlet tages i brug i undervisningen. Det er ressourcekrævende, og mangel på tid til at læse lærervejledningerne og grundigt studere elevmaterialerne medfører, at læreren ikke bliver inviteret ind i en kritisk refleksion over læremidlet.

Én ting er færdige læremidler. Men hvad gør læreren, når der ikke er et læremiddel på markedet, der understøtter netop det forløb, som man ønsker at sætte i gang? Ja, så går læreren i gang med selv at udforme sine læremidler, herunder opskrifter. Det forekommer ofte i skolehverdagen. Lad os derfor se nærmere på, hvad det stykke arbejde kræver.

Opskriften i madkundskab

Opskrifter er en central læremiddelkategori i faget, der er udfordret af, at en kombination af videnskabelig viden, praktiske færdigheder og hverdagsliv bringes ind i klasseværelset. Opskriften er en bestemt genre, hvor indholdet er ordnet på en bestemt måde med et bestemt formål. Den indeholder en overskrift, ingredienser listet i rækkefølge, fremgangsmåde og evt. et billede. Teksten handler om noget, der skal gøres i fremtiden og resultere i et bestemt produkt, som læseren, dvs. eleven, (måske) ikke har erfaring med. Opskriften er altså en instruerende tekst, og når eleverne arbejder med opskriften, lærer de genren at kende, og de arbejder med det, vi kalder faglig læsning. Gennem opskriften lærer eleverne – samtidig med at lære at lave mad — at læse og kende det fagsprog, som hører til faget.

I faget madkundskab – i skolen – har opskriften en anden betydning og funktion, end den har i hverdagslivet. Hjemme kan opskriften være hentet fra forskellige medier såsom kogebøger eller madblogs, og målet med anvendelsen er et måltid. I skolen derimod er målet med opskriften et andet. Nok er det med stor sandsynlighed også et måltid, men det er ikke målet i sig selv. Det er læring om noget bestemt. Og netop derfor kan de to opskrifter ikke være ens. Det er afgørende for elevernes læring, at læremidlet er didaktiseret til målgruppen. Hvad vil det sige?

Lad os tage et eksempel.

Det tager mindre end 10 sekunder at finde en opskrift på lasagne på internettet. Og her er en af de første, man kan komme til at falde over:

(https://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/850/lasagne)

Alene den første sætning i fremgangsmåden er pakket med en masse indforståede informationer, der kræver en vis forforståelse og et vist håndværksmæssigt kompetenceniveau:

Løgene skal være pillet før de hakkes, olien skal i en gryde, som der skal tændes for, og man skal vide, hvad bruning betyder. Og så er spørgsmålet faktisk tilmed, om bruning er den rigtige stegemetode her, eller om der i virkeligheden kunne være tale om sautering? Og når der længere henne står ”de revne gulerødder”, så skal læseren selv oversætte vejen fra 400 gram gulerødder til ”de revne gulerødder”. Når vi kommer til den hvide sovs i opskriftens fremgangsmåde, er der et stykke vej fra formuleringen ”Smelt smørret, kom melet i og spæd mælken i lidt af gangen. Så bliver det til en hvid sovs”, til forståelsen af og håndværksmæssig læring om en opbagt sovs set fra et madkundskabsfagligt og didaktisk synspunkt. Der er muligvis også et stykke vej til et vellykket produkt, såfremt eleverne ikke har erfaringer med opbagt sovs.

Den opmærksomme læser vil også opdage, at bøjningsformerne på verberne i opskriften ikke er konsistente. Der startes i passiv: hakkes, brunes og laves. Derefter overgår den til bydeform: smelt og kom – for så at skifte tilbage til passiv igen. En ensartethed i den sproglige form må være et minimumskrav i et professionelt didaktisk læremiddel, men det er også vigtigt at overveje, hvilken form der er mest hensigtsmæssig i et didaktisk læremiddel. Ofte vil det være bydeform, da det stiller handlingen frem i sætningen.

Endvidere kan der være forhold i opskrifter, som der af sikkerhedsmæssige årsager skal tages højde for. Et eksempel kunne være, når der står, at der skal anvendes en stavblender – som man ikke må i madkundskab – eller der skal anvendes friture, og opskriften er tiltænkt 4. klasse.

Derfor må læreren til enhver tid sikre sig, at opskriften i undervisningen er tilpasset, dvs. didaktiseret i forhold til målgruppen. I arbejdet med at udforme en didaktiseret opskrift må læreren spørge sig selv: Hvad skal eleverne lære, og hvilke forudsætninger har de? Hvad går forud for opskriften, hvad kommer evt. efter, og hvilke faglige begreber indeholder den, som er i fokus i elevernes læring i faget? Hvilken detaljeringsgrad er nødvendig? Kan man nøjes med at skrive ”riv gulerødderne”, eller skal der også stå noget om på hvilken side af rivejernet, eller er det i øvrigt valgfrit?

Som det fremgår, er der mange overvejelser at gøre sig. At analysere, vurdere, anvende og evaluere læremidler kræver kompetencer hertil, ligesom det at udforme didaktiserede læremidler selv er et særligt håndværk, som madkundskabslæreren må mestre.

Læremidler er en central didaktisk kategori, som vi ikke må tage for givet, og som vi må yde den opmærksomhed, der skal til, for at være en afgørende faktor for elevernes læring i faget.

Referencer

BFA, BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø Velfærd og Offentlig administration Arbejdsmiljøsekretariatet (2018): Når klokken ringer

Hansen, T. I. (2008): Læremiddeldidaktik – hvad er det? Skitse til en almen læremiddeldidaktik, Tidsskrift for Læremiddeldidaktik

Hansen, J. J (2010): Læremiddellandskabet. Fra læremiddel til undervisning. Akademisk Forlag