EN TEORIBOG TIL FAGET – en længe ventet bog.
Af forfatteren: Helle Brønnum Carlsen
Det hele begyndte med en middag. Jeg var inviteret ud af et hold dimitterede lærerstuderende, der alle var ude i det virkelige liv og undervise. Da vi sad over den gode mad, siger de næsten i kor: ” Du bliver nødt til at lave en teoribog til faget.” Jeg begyndte tåget at sige noget om, at de jo havde en masse forslag både fra bogen Madkundskab, fra diverse materialer som Madkamp, Smagens Dag, Smag for livet eller Verdensmål og madkundskab, eller fra portaler hvis deres skole betalte for en sådan. NEJ sagde de samlet – vi vil have én bog, og deri skal vi have teorien samlet, og den skal du skrive, fordi du stadig er lærer i grundskolen og samtidig ved så meget teoretisk. Jeg sov på det og kunne så godt se, hvad de mente. Alle de mange gode materialer er delmaterialer, og vi har brug for et overblik.
Overblik og struktur
Teoribogen er blevet til hos forlaget Gyldendal, der heldigvis ikke kun tror på portaler. En del forskning viser nemlig, at mange børn lærer bedre, når de fysisk har en bog i hånden, så glad var jeg, da de sagde ja.
Bogen er bygget op, så den passer til fagets fire kompetenceområder med underliggende videns- og færdighedsområder. Dermed kan både du og dine elever danne jer et klart overblik over, hvor i målene I arbejder lige nu, og hvad I skal vide noget om. Grafisk er bogen opdelt, så du tydeligt kan se, hvilket kompetenceområde du er indenfor, og hvilket underområde du lige nu er ved at læse om. Teksten er lettet med billeder og figurer, så vidt det har været muligt, så selv svære emner som fordøjelsen har fået nogle flotte illustrationer i skematisk form til at understøtte teksten. Sproget er et fagsprog, men med figurer og eksempler nedbrydes dette, så eleverne lettere kan danne sig billeder og overblik over det teoretiske stof.
Et eksempel
Lad os tage et eksempel. Grundmetoderne er forklaret og dernæst opdelt i kapitlerne: Kogemetoder, stegemetoder, bagemetoder, jævnemetoder og stivnemetoder. Efter en kort definition af metodens grundlæggende karakter er der så underafsnit med de forskellige fx kogemetoder: Kogning i væske, kogning i egen saft, pochering, dampning, blanchering og kogning over vandbad. Vi har jo i mange år arbejdet med skemaer over hvilke metoder vi arbejdede med – men hvor kunne eleverne læse om, hvad metoden egentlig bestod af? Det kan de nu, så bogen lægger i høj grad op til at være et fast supplement til ligegyldigt, hvilket materiale du arbejder med i praksis.
Hvem er bogen tiltænkt?
Først og fremmest er bogen tænkt som fast ”taskebog” med stregkode osv. til alle på valgfaget. Ligesom eleverne har en grundbog i fysik eller biologi, har eleverne nu også en grundbog i madkundskab. Det er bestemt også relevant og en god brobygning, hvis eleverne kan få bogen som taskebog i 6. klasse (altså sidste år på obligatorisk trin), mens man fx kunne have et sæt stående i faglokalet og bruge som opslags/læseværk for de mindre klasser. Da bogen er en taskebog, er der tale om mange års holdbarhed. Bogen har derfor ikke opgaver, hvor eleverne skal skrive ind i bogen, men der er til en del af afsnittene små opgaveforslag, som eleverne kan løse selv enten på papir, plancher, præsentationer eller tilsvarende. Her har læreren mulighed for at stilladsere med fortrykte rammer, men instruktionen er tydelig, så eleverne kan også selv skabe rammerne.
En bog for alle
En teoribog er naturligt en bog fuld at tekst. Men det er også en bog fuld at skemaer, billeder, oversigter, punktopsumeringer og modeller. Derfor kan også mindre stærke læsere lære at bruge bogen og danne sig det nødvendige overblik, der kræves for, at man kan være godt klædt på til at varetage madkundskab. For i sidste ende er det jo ikke for teoriens skyld, men fordi faget er så essentielt for os alle, for at vi kan nyde livet, blive klogere på livet, tage hensyn til andre og passe på vores jord, så den fortsat vil være der.
Madkundskab – en teoribog kan anvendes på flere niveauer i faget – både til den obligatoriske del i 5.-6. klasse og til valgfaget. Bogen er specielt velegnet som et opslagsværk i 5.-6. klasse og som taskebog til valgfag i 7.-8 klasse, så fagets teori kan være på plads til prøven efter 8.klasse. I bogen finder du også elevopgaver, som kan løses i undervisningen eller derhjemme som forberedelse eller afslutning på et emne eller tema.
Smugkig i bogen: https://bit.ly/37UFx9m
Læs mere og køb bogen: https://bit.ly/3CVrm1T