Praksisfaglighed

Af: Lone Carlson

Formand for Foreningen for Madkundskab

I aftaleteksten “Praksisfaglighed i Folkeskolen” af 2018 (regeringen.dk) stifter vi for første gang bekendtskab med begrebet. Det fremkommer i forbindelse med at man politisk har ambitioner om, at få flere elever til at søge erhvervsuddannelserne efter endt grundskoletid.

 

Praksisfagligheden var, på daværende tidspunkt, hverken et pædagogisk eller didaktisk begreb. Ejheller noget, der fandtes i forsknings- eller faglitteraturen. Aftaleteksten kom ikke med en klar definition. Så vi befinder os i et felt, hvor flere aktører er med til at indkredse begrebet. Afhængig af om man ser på praksisfagligheden i et snævert perspektiv rettet mod erhvervsuddannelserne eller bredere perspektiv, hvor der ikke alene er fokus på erhvervsrettede praktiske færdigheder, arbejdskendskab, arbejdsplads- og og værkstedsfærdigheder, men i lige så høj grad kropslig og æstetisk læring, kreativitet og entreprenørskab, teoretiske og praktiske dimensioner af fag og faglighed, og færdigheder i perspektivskift mellem del og helhed eller en selv og omverdenen – empati. (Jensen, et al, in Press).

Praksisfagligheden giver således – som fænomen betragtet – mulighed for, at få øje på læreprocesser, hvor eleverne inviteres til at forholde sig til:

  • Krop og erfaring
  • Handling og produkt
  • Teori og fag

 

De 3 elementer forstås som værende til stede på én og samme gang. Oftest med en forskellig vægtning. Øvelsen går på at bevidstgøre og evne at lave koblingen elementerne imellem, undervejs, i en given læreproces.

Ovenstående fremkom i arbejdet med et udviklingsprojekt igangsat af Undervisningsministeriet, hvor lærere, ledere og konsulenter fra 58 grund- og erhvervsskoler deltog. Der er således, siden introduktionen af praksisfagligheden, sket et gevaldigt udviklings- og fortolkningsarbejde af, hvad praksisfagligheden mon kunne være i praksis i grund- og erhvervsskolekontekst.

I Unge Pædagoger nr. 3, 2020, udfolder Lene Tanggaard forståelsen af praksisfagligheden med artiklen “Når vi ved mere, end vi kan fortælle – en indkredsning af praksisfaglighedsbegrebet” og udfordrer dikotomier mellem teori og praksis, for at komme frem til, at praksisfagligheden handler om at få øje på teori i det mest praktiske, der findes. Og Anne Kirketerp beskriver i artiklen “Craft-psykologi-sundhedsfremmende effekter” hvorledes der er en positiv effekt af, hvordan hjernen påvirkes og udvikles, når vi udfører noget fysisk/taktilt og både Morten Kromann Nielsen og Helle Brønnum Carlsen bidrager med et par særdeles vedkommende, for vores fag, artikler om begrebet. Her hos os kommer der fortløbende bidrag til temaet, så hold øje med os 🙂

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.