Unge ambassadører for FN’s verdensmål tager interaktivt spil med ud på skolerne

Af: Laura Bæk Pedersen

Volunteer coordinator Oxfam IBIS | Aarhus, Danmark

Udviklingsorganisationen Oxfam IBIS uddanner i øjeblikket unge mennesker til at blive verdensmålsambassadører i Danmark. Ambassadørerne skal rundt på skoler, hvor de med egne eksempler og et interaktivt spil vil engagere børn og unge i arbejdet for en bedre og mere bæredygtig verden.

Hvad gør man lige, når man som colombiansk minearbejder både vil sikre sin egen indkomst og sørge for sine døtres adgang til skole og rent drikkevand, men egentlig ikke har lyst til at arbejde i en potentiel sundhedsskadelig industri?

Dette er blot ét eksempel på de dilemmaer, som danske børn og unge snart kommer til at tage stilling til, når de får besøg af Oxfam IBIS’ kommende kuld af verdensmålsambassadører.
Den unge flok ambassadører skal ud på landets folkeskoler, efterskoler og højskoler for at præsentere workshops om FN’s verdensmål, og det vil vel at mærke ske på en anderledes måde. I stedet for at holde lange oplæg vil verdensmål-ambassadørerne tage udgangspunkt i deres egne oplevelser med ulighed og spille et interaktivt læringsspil med eleverne.

[1] Undersøgelsen International Civic and Citizenship Education Study (ICCS) er lavet af IEA, som er en uafhængig international forskersammenslutning.

Læring gennem leg
Det interaktive læringsspil er udviklet i samarbejde med Copenhagen Game Lab. Spillets univers udgøres af en stor imaginær lokal by, som består af forskellige samfundsgrupper. Grupperne kan være bønder, politikere, fabriksarbejdere eller andet, og eleverne skal spille de forskellige grupper. Hver gruppe vil gerne sørge for bedre vilkår for sig selv og de kommende generationer, men de møder forskellige udfordringer undervejs og må derfor forhandle med de andre samfundsgrupper. Eleverne kommer derfor også til at lære, hvad det vil sige at samarbejde på tværs af forskellige lag i samfundet.

Filosofien bag uddannelsen af de unge verdensmålsambassadører er, at de vil være i stand til at gøre verdensmålene levende for danske børn og unge, og komme med bud på, hvordan børnene og de unge selv kan imødekomme verdensmålene ved at gøre en indsats for klimaet, til at opnå mere kvalitet i uddannelserne og til at mindske den voksende ulighed.

Oxfam IBIS bliver jævnligt kontaktet af lærere, der gerne vil sætte øget fokus på centrale, globale problemstillinger i deres undervisning, men som har svært ved at komme i gang, fordi metoderne og materialet ikke er tilgængeligt. Godt nok har børn og unge store muligheder for at blive informeret og komme til orde via de sociale medier og internettet, men samtidig udgør disse også en udfordring for den demokratiske dialog. ’Fake news’ er et reelt problem og rigtig meget information kontrolleres i stigende grad af stater og virksomheder. Pålidelig information formidlet til børn og unge i øjenhøjde er afgørende for den demokratiske samtale.

En undersøgelse[1] blandt skoleelever i 24 lande viser, at danske unge ligger foran de fleste andre lande, når det kommer til forståelsen af politik, samfundsforhold og demokrati. Derimod er de danske unge den gruppe i undersøgelsen, som identificerer sig mindst med den engagerede og aktive borger, og som er mindst engagerede i sociale bevægelser og politiske aktiviteter uden for klasseværelserne. Det skal verdensmålsambassadørerne være med til at gøre op med.

Hvem er Oxfam IBIS?
Oxfam IBIS er den danske del af Oxfam-konføderationen – en global bevægelse af mennesker, der ikke vil finde sig i fattigdom og ulighed. Vi arbejder målrettet i en lang række lande med uddannelse, fredsopbygning, økonomisk og social retfærdighed og humanitær hjælp. I Danmark har vi mange års erfaring med at engagere unge i deres omverden – både med fokus på uddannelsesproblematikker, velfærds- og ulighedsspørgsmål. Desuden har vi mange års erfaring med at nå ud til danske skolebørn med viden og læring om uddannelse i et globalt perspektiv.

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.