Projektet Hjernemad sørger de næste to år for gratis morgenmad til eleverne på Lollands og Falsters skoler. Udover at det giver ekstra energi, er det en god anledning til miljødiskussion, siger en af skolelederne.
En vandmelon, der er for lille til at blive solgt i supermarkedet. Drikkeyoghurt, der har en bule i låget. En enorm mængde varer bliver hver dag kasseret på grund af skønhedsfejl i supermarkedet, men det skal eleverne på 17 skoler i Guldborgsund Kommune og Lolland-Falster Kommune nu gøre noget ved. De er blevet en del af projektet Hjernemad, som er stablet på benene af organisationen Fødevarebanken, der arbejder for mindre madspild.
Gratis skolemorgenmad til Lolland-Falsters børn
“Lærerne oplever indimellem elever, der tidligt på dagen mister koncentrationen. Det er der nok mange skoler, der kan genkende. Det kan være, fordi de ikke har fået morgenmad, eller fordi de er kommet for sent i seng, men vi håber, at den gratis morgenmad hjælper på det”, siger Klaus Kronow, skoleleder på Eskilstrup Skole i Guldborgsund, som i sidste uge tog hul på den nye tradition.Hver dag bliver frasorteret frugt og morgenmadsprodukter kørt til skolerne, hvor eleverne, inden klokken ringer ind, kan nyde en sund, nærende og miljøvenlig morgenmad. Nogle af eleverne har måske haft for travlt til at få morgenmad derhjemme, nogle af eleverne spiser det måske for anden gang.
“Projektet er også en virkelig god måde at give eleverne noget at tale om, og jeg håber, det kan sætte tanker i gang om, hvordan man kan leve mere bæredygtigt”.
Bæredygtighed ind med morgenmaden
Fødevarebanken er en nonprofitorganisation, der i samarbejde med det tværkommunale Lolland-Falster-projekt Broen til Bedre Sundhed har igangsat Hjernemad, der flytter supermarkedernes frasorterede mad og kører det hen til skolerne en gang om ugen. Klaus Kronow synes, Hjernemad er et godt udgangspunkt for en dialog om miljøet.
“Morgenmaden er anderledes hver uge, fordi vi jo er afhængige af, hvad butikkerne ikke vil have. I dag var der drikkeskyr og vandmelon, og næste uge ved vi ikke, hvad det bliver. Det er en virkelig god måde at sætte gang i snakken, hvor eleverne stiller rigtig gode spørgsmål til, hvad bæredygtigt forbrug er”, siger Klaus Kronow.
Det skifter fra uge til uge, hvad der er på morgenbordet på Eskilstrup Skole. Foto: Zusanne Wittrock.