I disse måneder er foreningens tema på hjemmesiden ”Forenklede Fælles Mål”.
Tilbage i marts trådte de nye bekendtgørelser om Fælles Mål i kraft. På Undervisnings Ministeriets hjemmeside, skriver de bl.a.:
Med lovændringen er de overordnede kompetencemål for, hvad eleverne skal kunne, fortsat bindende, mens de 3170 underliggende færdigheds- og vidensmål er blevet vejledende. (https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2018/mar/180315-de-nye-bekendtgoerelser-om-faelles-maal-i-folkeskolen-er-nu-traadt-i-kraft)
I forbindelse med det videre arbejde med Forenklede Fælles Mål nedsatte undervisningsministeren en rådgivningsgruppe, som
(…) ventes at komme med anbefalinger til undervisningsministeren om, hvordan man fremover bedst kan understøtte skolernes og de fagprofessionelles arbejde med at tilrettelægge god undervisning med udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf og Fælles Mål, i juni 2018. (Ibid.)
Nedenstående kan I læse et lille skriv, hvor Jeanette Sjøberg (repræsentant for DLF i rådgivningsgruppen) beskriver, hvordan rådgivningsgruppens arbejde indtil videre er forløbet.
Rigtig god læselyst.
Arbejdet i Rådgivningsgruppen
Rådgivningsgruppen startede sit arbejde i oktober 2017 og skulle ifølge daværende tidsplan afslutte arbejdet i april 2018. Denne tidsplan fik vi hurtigt forlænget, da vi forudså, at der ville blive brug for et grundigt arbejde. Det betød ligeledes, at planerne om nye vejledninger og nye læseplaner i fagene blev udsat. Helt konkret har det medført, at gruppen kommer med deres samlede anbefalinger til ministeren i juni 2018, samtidig med at der nedsættes nye faggrupper, der skal medvirke til udarbejdelsen af nye vejledninger og læseplaner i fagene, som vil foregå i skoleåret 2018/19, og disse skal være klar til skoleåret 2019/20.
Der har været en samlet erkendelse af, at ingen kan nå at udarbejde vejledninger og læseplaner i indeværende skoleår. Derfor foretages der en teknisk gennemskrivning af eksisterende vejledninger og læseplaner, som vil være gældende for næste skoleår.
Da vi hurtigt konstaterede, at læringsplatformene som styringsredskab hænger uløseligt sammen med brug af Fælles Mål, blev der nedsat en særlig undergruppe til Rådgivningsgruppen, som tager sig specifikt af denne problematik.
Vi har i gruppen arbejdet os tematisk igennem vigtige drøftelser omkring ændringen af Fælles Mål. Der er enighed om, at ændringerne skal medføre en mere balanceret sammenhæng mellem Fælles Mål, folkeskolens formålsparagraf og fagenes formål. Desuden er vi kommet frem til at måls rolle i undervisningen skal nuanceres, da undervisningens tilrettelæggelse indeholder mange komplekse valg, hvor af mål kun er ét af mange vigtige elementer.
Vi har til disse drøftelser gjort brug af mange oplægsholdere og deres viden på området for at kvalificere diskussionerne. Vi har haft oplæg fra bl.a. Per Fibæk, Leo Konnerup, Ove Korsgaard, Keld Skovmand, Alexander von Oettingen, Rune Hansen, Hans Dorf, Søren Harnow, Peter Dahler-Larsen m.fl. samt oplæg fra gruppens egne deltagere. Ved temaet om ”undervisningens tilrettelæggelse” stod de tre praktikere og jeg for hele planlægningen og oplægget.
DLF har sammen med Skolelederforeningen været behjælpelig med at planlægge en runde dialogmøder, der bestod af 9 skolemøder marts måned i hele landet, hvor lærere og ledere var inviteret i en involverende proces, for at give deres input og ønsker til, hvad ændringerne skal betyde og hvilket indhold, der skal være i de nye vejledninger. Lignende møder er afholdt på forvaltningsniveau.
Den 15. marts 2018 kom den nye bekendtgørelse, hvor bindingerne i Fælles Mål er lempet ved at viden- og færdighedsmålene er gjort vejledende.
Rådgivningsgruppen er pt. enige om 5 pejlemærker, som skal indgå i de samlede anbefalinger til ministeren.
Pejlemærke 1: Folkeskolens formål og dannelsesopgave
Pejlemærke 2: Undervisningens tilrettelæggelse
Pejlemærke 3: Faglige mål som central didaktisk kategori
Pejlemærke 4: Øget lokal frihed til skolerne
Pejlemærke 5: Styrkelse af professionel dømmekraft
Ministeriet har klart signaleret, at de ønsker en involverende proces, hvor de forskellige interessenter inddrages undervejs i forløbet. Derfor har ministeriet afholdt et seminar den 9. og 10. april for uddannelsessektoren i Middelfart (hvor flere af jer var til stede), for få drøftet gruppens arbejde og de 5 pejlemærker, hvor der var mulighed for at komme med input og ønsker til, hvad ændringerne i Fælles Mål skal føre til. Merete Riisager var selv til stede på seminaret og understregede meget tydeligt, at intensionen er mindre central styring og at skabe et øget rum til den professionelle dømmekraft.
Som repræsentant for DLF har jeg haft følgende sigtepunkter:
- Fælles Mål og læringsplatforme skal ændres fra at være et styringsredskab til at være et pædagogisk og didaktisk værktøj
- Vi skal have ændret en bestemt målhierakisering og koncepttænkning til en forståelse for, at der er mange veje til god undervisning. Et mere nuanceret syn af arbejdet med mål er vigtigt i forhold til undervisningens tilrettelæggelse og folkeskolens samlede opgave med både at uddanne og danne eleverne
- Vi skal have styrket den professionelle dømmekraft og give rum for at lærere selv kan udvælge de pædagogiske veje til et givent undervisningsmål
Min vurdering er, at vi er kommet et rigtigt godt stykke ad vejen, der er konsensus omkring at dele af styringsdagsordenen har taget overhånd, men der er forskellige interesser på området, som ikke mindst er af højpolitisk karakter.
Jeanette Sjøberg