Tværfaglighed er, ganske enkelt, et samarbejde mellem eller inddragelse af to eller flere fag. Her stopper enkeltheden desværre også, da man bliver nødt til at overveje, hvor hensigtsmæssig dette samarbejde eller denne inddragelse af fagene er og har mulighed for at være. Alle har vel undervist, eller er blevet undervist, i tværfaglige forløb af enten god eller tvivlsom kvalitet. Hvis der findes både god og dårlig tværfaglighed, må der naturligvis også findes faktorer, der påvirker kvaliteten af tværfagligheden, givet at det ikke er tilfældigt. Gennem de sidste par år har jeg gennem skoleopgaver, projekter og jobs arbejdet med begrebet tværfaglighed og dets udfoldelse.
I min praktiktid på en folkeskole i Københavns Kommune, blev jeg bedt om at lave et tværfagligt forløb mellem engelsk og madkundskab sammen med en af skolens engelsklærere. Hun havde allerede planlagt, at eleverne skulle lære om britisk kultur, og derfor skulle vi selvfølgelig lave britisk brunch med eleverne. Under min evaluering af forløbet opdagede jeg flere steder, at jeg var utilfreds med tværfagligheden. Jeg følte mig som madkundskabslærer mere og mere snydt, som vi kom hen i forløbet. Faget madkundskab var, ifølge mit fagsyn, ikke repræsenteret, da aktiviteten var sat sådan op, at eleverne blot skulle lave brunch ud fra en opskrift på engelsk – helt uden understøttende teori eller en dybere mening bag. Et andet problem jeg opdagede var, at jeg ikke kunne se en sammenhæng imellem de læringsmål, der var sat op for undervisningen i engelsk og madkundskab. I almindelig undervisning skal de opsatte mål i sammenhæng med hinanden gerne vise progression fra gang til gang, så eleverne og læreren kan se, at man udvikler sig og lærer noget. Eleverne havde om britisk kultur i klasselokalet og lavede mad i madkundskabslokalet. Der var ingen sammenhæng mellem det, eleverne skulle lære i engelsk, og det eleverne skulle lære i madkundskab. Eller sagt på en anden måde – aktiviteterne kunne laves uafhængigt af hinanden og tillod dermed ingen progression i elevernes læringskurve.
Tilbage til tegnebrættet! Tværfaglige forløb må altså både skulle inkludere begge læreres fagsyn og kunne skabe en progression i målene fagene imellem. Efter forløbet reflekterede jeg mere og mere over, hvad der egentlig skabte god tværfaglig undervisning. Her stødte jeg på to begreber/mekanismer lånt fra biologiens verden: symbiose og synergier.
Plantepatelogen Anton De Bary definerede i midten af 1800-tallet begrebet symbiose. Han observerede forskellige plantearter, der levede så tæt sammen, at de var afhængige af hinanden. Uden den ene ville den andens liv forringes gevaldigt. Et eksempel kan være symbiosen mellem en klovnfisk og en søanemone. Alle andre arter, der prøver at komme tæt på en søanemone, ville blive slået ihjel af dens nervegift. Klovnfisken derimod har et beskyttende slimlag, der forhindrer nervegiften i at ramme fisken. Dette gør søanemoner til et idéelt hjem for klovnfisken, da den får mulighed for at skabe en rede uden indblanden fra rovdyr e.l. Man kan sige, at klovnfisken og søanemonen har en ”aftale” om, at klovnfisken må bo der. Det er nemlig også smart for søanemonen. Klovnfiskens flotte farver tiltrækker nemlig smådyr, som fanges i de giftige fangarme. Det var vidst også nok biologi – pointen er, at aftalen er gunstig for både klovnfisken og søanemonen. Denne analogi kan overføres til tværfaglig undervisning. ”Aftalen” mellem de to fag skal være til fordel for dem begge. Tværfagligheden skal så og sige være symbiotisk. I min praktikperiode så jeg ingen tværfaglig symbiose. Det eleverne lærte i engelsk var ikke understøttende eller underbyggende for det, de lavede i madkundskab og omvendt.
Når det så er sagt, må symbiotisk tværfaglig undervisning også kræve noget mere. God tværfaglig undervisning skal være bedre end undervisning i det samme emne isoleret i de to fag. Hvis tværfaglighed virkelig skal være af god kvalitet, må tværfagligheden skulle skabe et synergetisk forhold fagene imellem. Synergi betyder, at samvirket mellem to objekter skal være større end summen af de to objekter hver for sig. Det lyder måske lidt kringlet, men i bund og grund handler det om, at hvis tværfagligheden er virkelig god, vil eleverne lære mere i begge fag, end hvis forløbet var monofagligt.
Heldigvis blev jeg og en af mine gode studiekammerater ansat i Madkulturen i Roskilde, og vi skulle i samarbejde med dem udvikle fire gratis undervisningsforløb for Roskilde Kommune til deres nye platform på Minuddannelse.net. Her satte min makker og jeg os ned og aftalte vores spilleregler om symbiotisk og synergetisk tværfaglig undervisning. Vi konstruerede et tværfagligt forløb mellem madkundskab og historie om Vikingetiden kaldet – Da maden skulle holde. Eleverne startede med at undersøge en fiktiv møddingebunke som levn fra vikingetiden og skulle herefter konstruere en liste over, hvilke råvarer vikingerne spiste. I madkundskab skulle eleverne overveje, hvilke sæsoner de forskellige råvarer kan høstes i, og de opdagede, at alt, hvad vikingerne spiste (udover kål og det sporadisk indtagede kød), var i sommersæson. Nu var det store spørgsmål – hvad gjorde vikingerne så om vinteren? Og hvad gjorde vikingerne, når de skulle på togt og sejle i tre måneder af gangen? I madkundskab fik eleverne mulighed for at kende til konserveringsmetoderne tørring, syrning, og saltning, som er de konserveringsmetoder vikingerne oftest brugte. Eleverne har altså mulighed for at lære, at vikingerne simpelthen kun kunne overleve i Danmark fordi de havde lært at konservere deres mad, og vikingerne brugte næsten hele dagen på at indsamle mad og konservere den. Ved at bruge en levnanalyse i historie og en sæsonanalyse i madkundskab, kan de rammer for datidens samfund, som konserveringsmetoderne tillod, udfoldes. Her ses faget
historie og faget madkundskab i en symbiotisk tværfaglighed, hvor målene for den første aktivitet i historie kræves opnået, inden eleverne kan fortsætte til næste mål i det andet fag.
På figur 3 kan man se, hvordan min makker og jeg havde indtænkt progression i de læringsmål, vi havde opstillet for undervisningsmaterialet, afbildet som fundament for, hvordan god tværfaglig undervisning kan foregå.
Jeg vil nu også have lov at lægge en lille ansvarsfraskrivelse ind. Det er selvfølgelig aldrig muligt at arbejde 100 % tværfagligt, og hvert fag skal også have mulighed for at vise sig selv og nogle metoder derfra. Derfor havde madkundskab f.eks. også mulighed for at inkludere noget teoretisk om konserveringsmetoder, og derfor er læringsmål 3 måske mere et anneks end et fundament for læringsmål 4. Men – det ændrer nu ikke på, hvor den gode tværfaglig opstår – den opstår der, hvor man ikke kan blive enig med sig selv, om man har historie eller madkundskab. Det er der, hvor tværfagligheden er symbiotisk. Den rigtig gode tværfaglighed har jeg ikke fundet opskriften på endnu. Den tværfaglighed, hvor fagene får mere ud af sig selv af at være sammen med et andet fag – det synergiske.
På Arbejdermuseet i København, hvor jeg underviser, har vi i vores særudstilling Stop Slaveri! sat fokus på den transatlantiske slavehandel, men også den nutidige definition af slaveri. Jo længere vi kom ind i undervisningsforløbet, jo mere opdagede jeg, hvor god kvaliteten af tværfagligheden mellem madkundskab og historie er i dette forløb. Problemet var dog, at mine chefer ikke havde opdaget det, da de aldrig har haft andet end hjemkundskab eller madlavning. Derfor skriver jeg nu bachelor om madkundskabsbesøg på kulturhistorieformidlende institutioner, som f.eks. Arbejdermuseet. Der findes lidt over 40 millioner slavegjorte mennesker i verden i dag – og 500 af dem lever i Danmark. Det er både polske arbejdere, der sidder fast i et gældsloop, uregistrerede au-pair piger, der bor i Hellerups kældre og aldrig kommer ud og prostituerede, der bor i forladte huse i Vestjylland. På verdensplan er der arbejderne på dåsetomatsfabrikkerne, kaffebønderne i Sydamerika og murstensfabrikanter i alle verdens ørkner. Pointen med forløbet er, at de slavegjorte mennesker i 1700-tallet, vi alle har ondt af, stadig lever i dag, blot andre steder, og vi støtter dem ved at købe deres produkter i Danmark. Eleverne får i forløbet mulighed for at udvikle historiebevidsthed og fødevarebevidsthed samtidig, hvilket også må være symbiotisk tværfaglighed. Jeg mener, at vi i dette undervisningsforløb grænser os op af noget synergetisk. Elevernes fødevarebevidsthed bliver forstærket af gendigtningen om, at de slavegjorte mennesker, der lever i dag, lever under samme forhold, som de gjorde i Dansk Vestindien i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Samtidig bliver elevernes historiebevidsthed forstærket af deres fødevarebevidsthed. Eleverne opdager nemlig, at de selv er historieskabende, og at man, ved at være en fødevarebevidst forbruger, kan ændre på fremtiden og de slavegjorte menneskers skæbner. Alle bække små.
Det næste skridt i min undersøgelse må være at undersøge, om det er de bevidstheder eller kompetencer, man kan udvikle i tværfaglige undervisningsforløb, der kan forstærkes. Hvad er det fulde potentiale egentlig? Har tværfaglig undervisning mere potentiale end monofaglig undervisning? Eller er grænserne mellem fag menneskeskabte og kunne derfor lige så godt se anderledes ud, og er tværfaglighed dermed en konstruktion? Alle spørgsmålene er relevante for, hvordan tværfagligheden tager sig ud i folkeskolerne. Måske nogle er mere filosofiske end andre.
Tværfaglig undervisning findes i både god og dårlig kvalitet, og den dårlige kvalitet kommer sig af, at man aldrig har mulighed for at evaluere på sin undervisning. Hvis man sætter sig ned og reflekterer, opdager man måske noget, der er i vejen. Jeg har fundet frem til, at god tværfaglighed for mig er symbiotisk. Jeg har prøvet at finde frem til noget undervisning, hvor tværfagligheden også er synergetisk, og Arbejdermuseets undervisningsforløb i Stop Slaveri! er et rigtig godt bud.
