Vi gik så meget op i foreningen, at en 4 stykker af os stadig mødes nogle gange om året, fortæller Anita Aagaard.
Hjemkundskabsbladet, og nu i den moderne udgave, på hjemmesiden, har gennem rigtig mange år bragt ny viden, inspiration og fornyelse til os som undervisere i faget. Bladet har også været værd at gemme. Jeg sidder lige nu med et festskrift- Hjemkundskab 1942-92- Hvor daværende formand Else Ernstsen indledte skriftet med ”Et tillykke med os!”, – og vi var sandelig værd at fejre, dengang som nu.
50 års jubilæet blev afholdt på Århus Universitets Specialkursus for Husholdning, med mange festtaler og mange gaver. Landets kredse og hovedbestyrelsen havde lagt et stort arbejde i arrangementet, og det vi nok kan bryste os af som hjemkundskabslærere, er vores evne til at organisere, arrangere og lære fra os. Der er blevet afholdt utallige kurser, tilrettelagt og afholdt af såvel hovedforening, amtskredse og storbykredse ofte med fyldige referater i bladet.
Selv var jeg med i Århuskredsen og Århus amtskreds. Vi gik så meget op i foreningen, at en 4 stykker af os stadig mødes nogle gange om året, enten hos hinanden eller til et arrangement.
Da en af os har tilknytning til Fredericia, så var vi i år til 6. Julifest i byen, og her fejres dagen med optog til minde om slaget 1849 (hvor vi sejrede, selv om mange måtte lade livet). Byen er pyntet i rødt og hvidt og den helt rigtige festmenu – dengang som nu, er kylling, agurkesalt, sovs og kartofler. Til dessert jordbær med fløde. Alt dette indtog vi i Seniorhuset i Fredericia for i alt 80 kr. inklusiv et glas vin og med dejligt selskab af byens pensionerede borgere, hvor damerne havde taget deres fineste rødhvide tøj på. Oplivede over denne festmenu og denne gode oplevelse lod vi os igen opsluge af byen.