Fra kvindelig Husgerning, over hjemkundskab til madkundskab – en bid af historien.

Fagområdets historie er væsentlig at kende til for dels at forstå udviklingen og de tendenser og prioriteringer, der har præget faget gennem tiden, og dels for at kunne forholde sig kritisk såvel til fortid som nutid og have en holdning til fremtiden for faget. Jeg har i mit seneste arbejde: Fra kvindelig Husgerning over hjemkundskab til madkundskab, Historie, filosofi og didaktik (2016) søgt at afdække det. I denne korte artikel vil jeg ud fra skriftligt materiale gennem fagets historie at sætte spot på nogle af de markante træk. En mere tilbundsgående beskrivelse kan findes i ovennævnte reference bl.a. også af forhold udenfor Danmark.

Kort beskrevet har jeg delt fagets historie i Danmark op i 5 perioder, de angivne årstal skal dog ses som vejledende. Der er den tilføjelse, at den periode, der udspandt sig inden faget blev initieret i skole og læreruddannelse, også har en meget markant betydning, dermed bliver der tale om 6 tidsperioder. Jeg vil gøre mest ud af forhistorien og de seneste 2 perioder. De øvrige perioder bliver primært illustreret i tabelform.

Forhistorien

I anden halvdel af det nittende århundrede (fra ca. 1860) begyndte husholdningssagen at røre på sig mange steder i den vestlige verden og således også i Danmark. Her skal nævnes nogle af de markante skikkelser, der diskuterede faget med relativ forskellige syn på om det skulle indføres og hvorfor. Det gik lige fra at kunne være i stand til at lede en husholdning over det at kunne forvalte et hjems ressourcer på bedste vis til at kunne gøre brug af ny viden om ernæring, hygiejne og sundhed.

Nathalie Zahle, der drev en privat pigeskole og seminarium, var allerede på banen med sit skrift fra 1873: ”Om den kvindelige (Ud)dannelse her i Landet”, hvori hun beskrev, hvordan hun forestillede sig, man bedst muligt kunne danne og uddanne kvinder/piger. Hun slog til lyd for længere skolegang, og at den så i en periode, hvor pigerne var …..også indeholdt ”huslige Arbejder, saasom Vask, Strygning, Madlavning.” Dette praktiske islæt skulle ind efter 12 års alderen, hvor pigerne kunne udvikles både legemligt og sjæleligt, især for at lære at forestå en husholdning i det bedre borgerskab.

Claudi-Hansen, lærer og også debattør i sagen om husgerningsundervisning så gerne, at piger også fra andre klasser i samfundet fik en undervisning i at forestå et hjem på rette vis. Han oversatte derfor en tysk lærebog, der på dansk hed Lærebog i Husholdning for smaa Hjem (1894), hvor alle kvindens opgaver i hjemmet blev grundigt beskrevet, det omfattede både madlavning, hygiejne, syge- og barnepleje. I indledningen skrev han: ”Indførelsen af Husholdnings-Undervisning i vore øverste Pigeklasser og Fortsættelsesskoler… vilde sikkerlig vise sig at være til Velsignelse og virkeligt Gavn for vore mange smaa Familiehjem ibid s.5). Han diskuterede offentligt sagen med nogle af kvindesagens foregangsmænd bl.a. redaktøren af Kvindebladet – Hvad vi vil, Johanne Meyer, der var grundigt imod indførelse af husgerningsundervisning, da hun og kvindesagen mente undervisningen, ville binde kvinderne til hus og køkken, mens de så en fremtid, hvor der var fælles køkkener, så man ikke behøvede at lære noget om husholdning. Flere andre debattører så dog muligheden for at dårligere stillede familier gennem husgerningsundervisning kunne få en bedre og sundere hverdag.

Birgitte Berg Nielsen (senere leder af eget husholdningsseminarium) repræsenterede en tredje tilgang, idet hun var meget optaget af de nye naturvidenskaber og de muligheder, der kunne udnyttes. Hun skrev i 1896 en pamflet om Huslig dygtigheds Værd, heri beskrev hun, hvordan arbejderne i hjemmet havde ændret sig, men også at en dygtig husmoder måtte kunne ”beregne, at maden har tilstrækkelig Næringsværdi, saa Familiens Sundhed og Arbejdsevne kan udvikles og bevares (s.12). Pamfletten afsluttedes med ordene: ”Det er ikke let at beregne, hvor mange lykkelige Hjem, der vil vindes ved, at de fattige Piger oplæres til Husgerning; men sikkert er det, at jo bedre Kvinderne magter Hjemmenes smaa Opgaver, des bedre vil de store Samfundsopgaver læses; thi paa daarlig Hjem bygges aldrig et lykkeligt Samfund. Derfor gaar det ikke an at agte Kvindernes Uddannelse ringe. Deres Indflydelse er stor; om den bliver god beror paa, hvorledes deres Opdragelse og Udvikling bliver” (s.23).
Endelig kan lærerinden Henni Forchhammer medstifter af Danske Kvinderes Nationalråd, citeres for følgende begrundelse, der bl.a. var baseret på studierejser rundt i Europa:

”(Faget) fremmer omtanke, Snarraadighed, Sans for Orden og Huslighed, giver Agtelse for det legemlige Arbejde, der nu saa tit betragtes som simpelt; endelig vil dette ved sin teoretiske Side kunne sættes i nøje Forbindelse med flere af Skolens Fag – Regning, Naturhistorie, lejlighedsvis Geografi og Historie, og saaledes bidrage til at gjøre Skolearbejdet til en Helhed.” (Forchammer, 1896 s. 393)

Samlet set var argumenterne en højnelse af synet på husmoderen og husarbejdet, det praktiske arbejde, en social indsats til afhjælpning af nød i hjemmene, en anvendelse af naturvidenskabelig forskning og en mulighed for at sammenkæde faget med andre fag i skolen.

Intro-perioden – 1890’erne -1920’erne – introduktion

Da faget efter diskussionerne for og imod sagen endelig blev indført i byskolerne[i] i 1899, skete det dog kun gradvis, da det krævede etablering af faglokaler. Udformningen af skolekøkkenet blev sammen med udarbejdelsen af de første lærebøger og undervisningsvejledning samt etableringen af lærerindeuddannelsen toneangivende for tænkning om og praktisering af faget fra starten, men det har også haft betydning videre frem i hele fagets eksistensperiode.

Eline Hansen, skolekøkkeninspektrice i København (og underviser på lærerindeuddannelsen), betonede ligesom Henni Forchhammer, at faget netop var en sammenkædning af teori og prkasis. Begge talte om vigtigheden af at undervisningen ikke kun rummede hvorledes men også hvorfor, for ”kun Forstaaelsen kan sikre en, at Børnene holder fast ved det ’en Gang lære,”  og betonede videre, at faget medvirkede til børnenes trang til selvvirksomhed og selvstændigt arbejde, og samtidig kunne samle kundskaber fra andre fag. Hun henviste også til erfaringerne fra USA hvor der først demonstreres ved småeksperimenter for pigerne, hvorefter de selv udførte arbejderne. I den vejledning Eline Hansen udarbejdede til lærerinderne, stod der bl.a., at Undervisningen skal ikke være en faglig Uddannelse i Kogning, den skal være anvendt Naturfagsundervisning, hvorpaa der kan bygges videre…”(Vejledning, 1911 s.367). Vejledningen rummede en nøje struktur for timerne og også en plan for hele året hovedsaglig med angivelse af hvilke råvarer, der i forhold til årets cyklus skulle anvendes og tilberedes. Der blev henvist til de 2 lærebøger, der måtte anvendes, den ene var en lille lektionsopdelt lærebog af Blom og Sahlertz, den anden en generel kogebog med teoretiske afsnit om ernæring, fødevarer, sygepleje mv. Disse to lærebøger har dannet skole for udformning af de fleste efterfølgende udgivelser til skolekøkkenundervisningen.

Efterfølgende tabel er en kort opsummering af karakteristika for perioden.

Karakteristika fag 1890-1920’erne

Anden periode – 1920’erne – 1950’erne – Stabilisering og raffinering

Efter den første periodes etablering af en faglig forståelse og praksis, blev næste periode en lang meget stabil tid, hvor faget raffinerede undervisningsplaner, -metoder og -teknikker. Mht. undervisningsplaner blev det kutyme, at der udsendtes detaljerede læreplaner af faginspektørerne i de større købstæder, hvor der veksledes mellem teori, forevisning og praktisk arbejde. Der blev også fx i Gjaldbæks lærebog indsat egentlige planer for hele året, der dog benævntes madplaner og hovedsagelig fokuserede på den praktiske del.

Det blev angivet, at undervisningen indledtes som enkeltmandsundervisning, hvor hver elev lavede sin lille ret. Det indebar, at køkkenerne udover familiekøkkenet også skulle have det, der benævntes laboratoriekøkken for at indøve basale håndværksmæssige teknikker Enkeltmandsundervisningen afløstes så efter en periode af familieundervisning, hvor arbejdet fordeltes efter et fast nummersystem, der rummede både madlavning, vask og reparation af linned.

Lærebogen af Blicher og Rasmussen blev en meget anvendt grundbog og var også et vidne til den lange stabile periode, idet den udkom nærmest uændret fra 1913-1961. Fra 1921 blev der knytte en regnebog til lærebogen, så der kunne udregnes priser og næringsstofindhold. I denne periode kom 1937-skoleloven, som var ret visionær og medførte den store ændring, at den gjaldt for hele landet og afløste det todelte skolesystem med en købstads- og landsbyordning. Derfor skulle der nu undervises i husgerning over hele landet. Krigen kom imellem, og det tog tid inden der etableredes skolekøkkener over hele landet. Der blev således et behov for flere lærerinder, hvorfor husholdningslærerinder flere steder blev ansat. Beskrivelsen af husgerningsfaget ændredes ikke markant. Stadig havde København dog en særstatus, og her indførtes husgerning for drenge allerede i 1941.

Richard Ege, der var ernæringsforsker og medvirkede på lærerindeuddannelsen på DLH, skrev i en pamflet (vedlagt Berlingske Tidende) i 1944 til fremme for at den landsdækkende undervisning blev i gangsat: ”Danske skolepiger skal lære huslig økonomi,” og videre ”Den skal tjene til at oplære Eleverne i rationel Husgerning, først og fremmest med Hensyn til Fødetilberedning og Fødevalg – til lige stor Betydning for vort Velvære (gennem velsmagende og veltilberedt Mad), som vor Sundhed og Økonomi.” (Ege, 1944, s.4)

Tredje periode – 1960 – 1990’erne – den (re)kreative

I den blå betænkning fra 1960 blev det betonet, at skolens generelle formål var, ”at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, …. Og at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.” Perioden var præget af samfundets optur med muligheder for øget forbrug i og med flere kvinder kom i arbejde udenfor hjemmet. Samtidig kom kvindesagen og kvindebevægelser igen på banen, og så generelt på husarbejdet som noget inferiørt  at beskæftige sig med. Fødevareindustrien hævdede også, at de kunne gøre det billigere, bedre og hurtigere. Faget fik et legitimitetsproblem, fik tildelt færre timer og blev til dels et hyggefag, hvor man kunne bage lidt boller. Samtidig blev fødevareproblematikker forbundet med miljøet mere vanskelige og uigennemskuelige at tage stilling til, da de krævede forudsætninger, der næppe var til stede hos en elev i 6. el. 7. klasse.

Faginspektør Lilly Sivertsen angav, at der i husgerning ’arbejdes med emner og undervisningsformer, der har betydning for elevernes personlige udvikling og for trivsel i deres nuværende og fremtidige hjem’ (1971 s.250). Hjemmet var stadig fagets omdrejningspunkt og det indgik således også fagets betegnelse i den nye folkeskolelov fra 1975 efter inspiration fra Norge og Sverige blev hjemkundskab. Læseplanen der fulgte med havde forbrugerorientering med som nyt indhold ligesom ligestilling var et emne , det var en ambitiøs (videnskabsorienteret) læreplan. Faget blev imidlertid beskåret i timer, men fik til gengæld mulighed for udover den obligatoriske undervisning at tilbyde faget som valghold med mulighed for at gå til prøve efter 2 år.

Fjerde periode 1990’erne – 2014 – revurdering

Der blev i starten af 1990’erne igangsat en række udviklingsarbejder i folkeskolens fag, der skulle bidrage til ændringer i folkeskolelov og fagbeskrivelser. I hjemkundskab var der tale om to projekter, hvor undervisningsdifferentiering var hovedtemaet (Benn & Carlsen, 1993). Projekterne rummede eksemplariske forløb, der dels tog ekskursioner og eksterne aktører ind, og dels arbejdede med forskellige samarbejds- og undervisningsformer[i]. Udformningen af ændret fagformål og det faghæfte, der skulle tydeliggøre formålet i praksis, forløb over nogle år: I alle fag var der krav om, at det grønne islæt og det praktisk-musiske skulle ind i alle fag. Selv foreslog jeg, at man tænkte skolekøkkenet både som laboratorium, værksted og værested (Benn, 1992) d.v.s. at der var plads til både den naturvidenskabelige, samfunds- og humanvidenskabelige side af faget. Det krævede så netop den tidligere nævnte eksemplariske tilgang, som tog udgangspunkt i noget der også rummede et fundamentalt og et elementart perspektiv i sig (Benn, 2001). Faghæftet rummede en cirkelmodel, inspireret af Patricia Thompsons model for husholdning og samfund. Modellen angav fagets kern-(indholds)områder og de perspektiver, der blev angivet at skulle relateres til indholdsområderne og hele modellen lå indlejret i en natur-kultur, hjem og samfundsdimension. Naturen hentes ind i form af fødevarer og gives et kulturelt udtryk, samtidig med at det har en relation til konteksten, hjemmet og til det samfundet udstikker rammerne for.

I denne periode blev der iværksat flere tiltag som fx smagens dag, hvor Helle Brønnum Carlsen var initiativtager, samt madpakkedagen og flere andre. Selv igangsatte jeg et udviklingsprojekt sammen med Terndrup Pedersen på 2 folkeskoler. Det havde dels udgangspunkt i at se på, hvordan det ændrede fagformål blev tænkt ind, og dels i egne oplevelser i forbindelse med skolebesøg og efteruddannelse af lærere om manglende målsætning for og variation i undervisningen. Aktionsforskningsprojektet blev afsluttet med lærebøgerne: Hjemkundskab i ord og handling og Hjemkundskab i tanke, ord og handling (Benn og Haugbøl, 2002, 2003). Her blev det forsøgt på basis af konkrete ændringer i undervisningen at omsætte læringsteorier og nyt indhold til praksis. Cirkelmodellen blev i den første lærebog anvendt til at tydeliggøre, hvilke områder der skulle arbejdes med, samtidig med at det blev lagt op til at der ikke var en rigtig måde at løse problemer på, men flere mulige afhængig af kontekst, overvejelser og ønsker.

Femte periode – 2014 – til i dag – nyorientering

Faget står nu i den periode jeg har kaldt nyorientering, hvor faget har ændret navn til madkundskab. Det betyder at relationen til konteksten hjem er væk. Men faglokalet er det samme og maden og madlavningen har i alle årene, som det ses af forrige beskrivelser, lærebøger og læseplaner altid været i fokus. I fagbeskrivelserne er der nu lavet kompetencemål i lighed med læreruddannelsesbekendtgørelsen. De 4 overordnede kompetenceområder er: Mad og sundhed, fødevarebevidsthed, madlavning og Måltid og madkultur. Inden for disse er der opstillet 28 målpar formuleret som videns-og færdighedsmål. Der er samtidig lavet krav om at alle skolens fag skal rumme entreprenørskab og innovation samt indeholde faglig læsning og it. Disse aspekter rummes for en stor del i projekter som smagens dag og også det seneste madkamp. Der er samtidig udarbejdet en række undervisningsmaterialer til det. Sidste periode er i sin vorden, men tiltagene i praksis samt læseplan og fagformål viser et skift i fokus og kontekst. Der er ikke kommet egentlige lærebøger i perioden, men nogle kogebøger som GoCook og Mit kokkeri.

Internationalt arbejdes der meget med begrebet food literacy som dannelsesbegreb, som kan relateres til det literacy begreb Freire arbejdede med for en del år siden, der handler om at se dialektikken mellem mennesket og verden, hvor det både drejer sig om reading the word and the world (Benn, 2016). I madkundskab kan det ses som at læse maden (=ordet) og verden, den verden barnet lever i. Jeg foreslår, at det kræver kompetencer som at vide, kunne, sanse, være og ville, hvilket indebærer teoretiske, praktiske, sansemæssige/æstetiske, omsorgsetiske og sociale kompetencer. Det er her fagets bredde kan komme ind, med de krav det stiller til lærer og elever, men også nødvendigheden af at gå i dybden med eksemplariske temaer.

Afsluttende bemærkninger

Som det ses af titlen til bogen Fra kvindelig Husgerning, over hjemkundskab til madkundskab og beskrevet i denne artikel har faget ændret betegnelse, det ændrer dog ikke ved, at der er aspekter fra alle tidsperioder, der kan bidrage på forskellig vis til faget madkundskab også i dag dog under hensyntagen til de problematikker, der præger skole, hjem og samfund i dag.