Lone Carlson, formand Foreningen for Madkundskab, fortæller om undervisning i modtageklasserækken.
Køkkenet som et kulturelt arnested, hvor det danske sprog og dets begreber omsættes til daglig praksis.
Jeg arbejder på Østskolen, afd. Rollo, i Faxe. Sidste år i november måned besluttedes det, at vores skole skulle være samlingssted for hovedparten af kommunens modtagerklasser. Ved fagplanlægningen i foråret opfordrede vores afdelingsleder os til, at dem af os, der havde lyst, skulle byde ind, i forhold til modtagerklasserne. Og dét havde jeg! Efter sommerferien fik jeg et skema med 4 lektioner i modtageklasserækken.
Fordelt over to dage. Først i et par forskellige klasser, men efterfølgende i én.
En modtageklasse er en meget dynamisk enhed. Nye kommer til. Ældre omplaceres. Læringsniveauet er meget forskelligt. Alderen til dels også.
Modtagerafdelingen har 2 år til at lære eleverne tilstrækkeligt godt dansk til, at de kan komme fuld tid i de almindelige klasser.
Et forløb i en modtageklasse kan hurtigt blive temmelig kaotisk. Jeg vurderede meget hurtigt, at jeg ville tage mine elever med i Madkundskab.
Den ene dag har vi brugt til at sanke i naturen, den næste til at producere noget spiseligt.
I Madkundskabsundervisningen får vi hurtigt repeteret mange hverdagsord. Vi kan visuelt og fysisk øve ord og begreber. Og rent kulturelt opstår et vigtigt møde… At dække bord (iøvrigt et af vores sjove, indforståede begreber) fordrer, at man skal hente både tallerken, bestik (kniv, gaffel og ske) samt glas og bordskånere. Måske også en dug. Man skal have forklæde på. Man skal vaske hænder. Vaske op. Tørre af. Sætte på plads. Man bruger gryder, Potter og pander.
Redskaber. Råvarerne bliver præsenteret. Og Man lærer deres anvendelse at kende…
Samtidig er modtageeleverne både gæstfrie og gavmilde. De STYRTER skolen rundt, for at dele deres mad med venner og lærere.
Sprog og begreber læres med små, daglige skridt. Der sker en naturlig progression i de praktisk/musiske fag.
