TIL KAMP FOR MADKUNDSKAB

Af: Pernille Bille

Madkulturen

I madkundskab er der plads til en mangfoldighed af talenter. I madkundskab gør elever sig praktiske erfaringer og lærer (også) med hænder. Og i Madkundskab udforsker elever deres kreativitet, forfølger deres nysgerrighed og styrker de fællesskaber, som de indgår i.

Det er blot nogle af grundene til, at madkundskab har stor relevans i den danske grundskole og skaber rum for værdifuld læring og dannelse. Og det er blandt årsagerne til, at Madkulturen er gået ind i projektet Madkamp – DM i madkundskab sammen med seks af landets læreruddannelser samt en lang række andre samarbejdspartnere.

Hvorfor Madkamp?
Projektet Madkamp er sat i verden for at styrke madkundskabsfaget. Ved at skabe interesse og forståelse for fagets faglighed skal Madkamp medvirke til at vise madkundskabs potentiale og utal af muligheder i grundskolen. Og forhåbentlig kan det medvirke til et styrket madkundskab med opbakning nationalt, kommunalt og lokalt.

Madkamps tre spor
For at realisere visionen om et styrket madkundskab er der iværksæt tre årlige initiativer: Lærerkurser, undervisningsforløb og konkurrence. De tre initiativer har hvert sit formål, men tilsammen kan de forhåbentlig medvirke til bedre rammer for faget madkundskab i grundskolen.

·         Lærerkurser
      Madkamp – DM i madkundskab tilbyder hvert efterår gratis lærerkurser til alle lærere, der underviser i madkundskab. Kurserne rummer teoretiske og didaktiske oplæg med fokus på en eksperimenterende, innovativ og involverende tilgang til undervisningen i madkundskab.

      Formålet med at afholde lærerkurser har været at øge fagligheden i faget madkundskab, hvor mange lærere ikke har haft faget som linjefag. Ligeledes skal lærerkurserne være en mulighed for at skabe stærke relationer blandt landets madkundskabslærere, lektorer og studerende.

·   Undervisningsforløb: Undervisningsforløbene i Madkamp – DM i madkundskab tager udgangspunkt i en eksperimenterende, innovativ og elevinddragende didaktik. Hvert år udvikles der undervisningsmaterialer inden for årets råvare og tema.

Formålet med at udvikle læremidler til undervisningsforløb er at give landets madkundskabslærere tilgængelig inspiration og konkrete værktøjer til en værdifuld undervisning. Ligeledes forsøges det at skabe rammerne for en undervisning, hvor de danske grundskoleelever kan dyrke deres kreativitet, nysgerrighed og madglæde.

·   Konkurrence: Alle madkundskabshold, der har gennemført et Madkamp undervisningsforløb, kan deltage i kvalifikationen om at komme med i de seks regionale semifinaler, hvorfra 12 madkundskabshold får mulighed for at gå videre til den nationale finale.

Formålet med konkurrenceelementet i Madkamp er at få den brede offentligheds interesse og forståelse for, at madkundskab er mere end frikadellesløjd og mætte maver. Gennem konkurrencen vises det, hvor højt det faglige niveau er i madkundskab. Og så er det naturligvis meget motiverende for eleverne at deltage, og de gør deres bedste for at vise, hvad de tager med sig fra madkundskabslokalet.

Vil du være med?
Alle lærere, der underviser i madkundskab, er velkomne til at deltage i Madkamp og kampen for et styrket madkundskab.

Du kan læse mere om projektet på www.madkamp.nu.  

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.