le fem sanser er lige vigtige at stimulere, når vi spiser mad. Vi snakker altid om, hvordan maden smager og ser ud, men sjældent om hvordan maden lyder, føles eller duftes. Men faktisk er lyden lige så vigtig for en god oplevelse som smagen.
At spise mad er en sanselig oplevelse, hvor alle sanserne modtager signaler, de skal forholde sig til – sanseindtryk. Prøv f.eks. at holde dig for ørerne, når du spiser et æble, eller holde dig for næsen, når du smager på maden.
Mens du holder dig for ørerne, vil du opleve, hvordan æblet lyder, når du tygger – og hvordan den lyd ændrer sig jo mere æblet er tygget i stykker. Man kan næsten tale om, at maden har sin egen melodi, der består af forskellige toner. Jeg har oplevet folkeskoleelever, der beskriver lyden som at gå en tur på en stenstrand eller en efterårsdag i skoven, hvor bunden er fyldt med visne blade.
Hvis vi skal udvikle på madsproget og begynde at nuancere, hvorfor maden smager godt eller ikke smager godt, så er det vigtigt at forstå, hvilke sanseindtryk, som tiltaler os hver især, og hvilke der ikke gør. Smag er en meget individuel ting, ligesom musik og malerier, men derfor er det stadig vigtigt at blive stimuleret på alle sanser.
For at forstå de forskellige sansers påvirkning på, hvordan maden opleves, så kan du prøve at beskrive en råvarer med alle dine sanser. Det kan f.eks. være et æble, som du først kigger på og fortæller, hvordan det ser ud. Er det rundt? Er det grønt? Har det faktisk flere former og farver? Forstil dig, at der kommer en mand fra månen som aldrig før har set, følt, duftet, hørt eller smagt et æble og du skal forklare, hvilke sanseindtryk det giver, når du spiser æblet.
Når du først kan spise et æble, kan du også spise gulerødder, kål og meget andet. Dernæst bliver det nemmere at forklare, hvorfor du f.eks. godt kan lide rå æbler, men ikke bagte æbler. Et bagt æble giver nemlig både en anden smag, duft, lyd og mundfølelse.
Vi bliver aldrig enige om, hvad der smager godt og hvad der ikke gør, men vi kan blive meget bedre til at tale om maden og hvordan den smager, ser ud, dufter, føles og lyder. Så bliver det nemmere at lave mad, du godt selv kan lide og udfordre dig selv eller andre på råvarer som de troede, de ikke kunne lide.
Jeg tror på, at alle mennesker kan lide alle råvarer – det handler bare om finde de sanseindtryk, som tiltaler den enkelte. Du kan altid ændre madens smag, udseende, duft, følelse og lyd ved at tilberede eller udskære på en anden måde.
Men god mad er jo ikke kun det, du spiser, men også hvordan du spiser det.
Simon Philipsen