Af lektor Kirsten Jensen, Lærer- og Pædagoguddannelsen i Jelling. University College Lillebælt.
Duften af bøgebrænde og røg vejres på afstand, ildens knitren blander sig med lyde fra skoven og søen. Solen glimter ned gennem træernes grene og kaster lys over et sceneri af tidligere tiders madlavningsmetoder. Perspektiveringen mellem fortid og nutid gror over tid mod at være nøglen til historisk identitet.
Læring i det fri handler om at bruge naturrummet udenfor klasseværelset på en måde, der sætter sanser og følelser i spil gennem handlinger og oplevelser, der kalder på refleksion, på at forstå og erkende for at få mening og sammenhæng og dermed ny viden.
For at tænde et bål kræver det viden om, at ilden behøver ilt, at brændet skal være i mindre stykker og tørt. At arbejde omkring et bål kræver hele tiden refleksion og problemløsning: Hvordan skruer man ned for blusset? Hvornår er gløderne parate til at bage i? Hvordan skal gryden stå for ikke at vælte? Hvordan skruer man op for ilden, for at få gryden i kog igen? Hvordan undgår vi jordbakterier i maden?
Faglige metoder og teknikker opøves, trænes og lejres som erfaringer.
Madkundskabsfagets erkendesformer kommer til stadighed i spil i dette naturrum:
– Her har man mulighed for at opleve med alle sanser, fortolke egne oplevelser, udvikle fantasi og kreativitet og udtrykke sig æstetisk og skabende
– Her kan man arbejde praktisk, eksperimenterende og håndværksmæssigt
– Her er det nødvendigt at forklare og forstå for at kunne anvende og vurdere den viden, der løbende opnås om ild, brænde, og hvad der skal gøres for at undgå uheldige tjærestoffer.
– Her lægges op til at kommunikere og samarbejde om handlinger
– Her lægges op til at forstå sammenhænge i naturen og samspillet mellem natur og mennesket.
Det at lave noget konkret skrives ind i os som forestillinger, erfaringer, erindringer og oplevelser[1] og skaber en involvering, der sætter spor i et livslangt perspektiv.
[1] John Dewey (1934): Art as Experience.
Hvilke didaktiske overvejelser er vigtige – også når man arbejder i uderummet:
[1] John Dewey (1934): Art as Experience.
Udendørspædagogik er karakteriseret ved handlingsorienteret læring gennem udendørs aktiviteter. Det er en måde, hvor skolen kan skabe en mere bevægelsesintensiv læringsform. Svensk forskning[1] viser forøget mængde aktivitet giver øgede præstationer i matematik og svensk, og at lysten til at lære er forbundet med følelsen af sundhed og velvære. Der blev bl.a. målt mindre mængder af stresshormonet cortisol i spyttet på både elever og lærere, når undervisningen indebar udendørsaktiviteter.
Gennem udendørspædagogik kan elever og lærere på systematisk vis anvende hele uderummet som læringsmiljø. Det bliver en måde at lære på, et sted og et objekt for læringen samt en del af undervisnings- og læringsprocessen – et samspil mellem det mere boglige, der foregår inden døre, med mere sansebaserede udendørsaktiviteter. Didaktiske begreber: Hvor, hvad, hvornår og hvorfor – giver valgmuligheder både ude og inde. En professionel lærer ved, hvad man gør og hvorfor – og sørger for at skabe et trygt læringsmiljø. Den lærer, der ler med sine elever får oftest gehør. I dybtliggende dele af hjernen nær amygdala og hippocampus ligger et lattercenter, en struktur der aktiveres, når vi har det godt. Den lystfyldte læring sænker bl.a. indholdet af stresshormonet cortisol, der igen øger hukommelsen og hermed læring.[2]
Vi kan begynde med at stille spørgsmålet: Hvad kan vi gøre udendørs, som vi på nuværende tidspunkt gør indendørs for hermed at øge motivation og førstehåndserfaringer?
[1] Gunilla Ericson(2003): Motorik, koncentrationsevne og skolepræstationer.
[2] Anders Szczepanski( 2006): Sundhed og udendørspædagogik.
Opskrift og billeder fra kursus om ’Læring i det fri’ på Gl. Avernæs.
