Økologiske fødevarer er den rene vare. Her er ingen kunstige farvestoffer og aromaer, søde- eller konserveringsmidler. Det er ifølge økologiske fødevareproducenter helt unødvendigt. Reglerne for tilsætning af E-numre til økologiske varer er derfor meget skrappere end for ikke-økologiske fødevarer.
Fødevareproducenter i EU har lov til at bruge 328 forskellige tilsætningsstoffer. Stofferne har hvert et E-nummer, som det har fået tildelt af EU. I økologisk fødevareproduktion er kun 47 af de 328 E-numre tilladt, hvor det er nødvendigt at bruge dem. Eksempelvis bruger producenter af økologisk marmelade pektin, som udvindes af citron- og appelsinskaller. Pektin er uundværligt, når marmeladen skal have en god konsistens.
Ifølge EU er det tilladt for europæiske fødevareproducenter at bruge nitrit i pålægsprodukter. Stoffet er også tilladt i mindre mængder i økologisk pålæg. Nitrit bruges til at konservere og give kødpålæg en rød farve. Danske økologer har dog valgt ikke at bruge nitrit. Stoffet er nemlig under mistanke for at kunne give kræft.
Madsminke gør børn mere hyperaktive
Forskning offentliggjort i det anerkendte britiske lægevidenskabelige tidsskrift, The Lancet, viser, at børn, der indtager gennemsnitlige mængder af kunstige farve- og tilsætningsstoffer, bliver mere hyperaktive og får sværere ved at koncentrere sig og lære i skolen. Alle de omtalte stoffer er forbudt i økologiske fødevarer.
Det er især farvestoffer og det meget anvendte konserveringsmiddel natriumbenzoat (E211), der står for skud.
Et af de væsentligste principper i den økologiske fødevareproduktion er at skabe rene fødevarer med naturlig holdbarhed og farve.
– De økologiske producenter – i modsætning til andre i fødevareindustrien – hverken vil eller må skabe fødevarer med unaturlig lang holdbarhed. Høj råvarekvalitet og godt håndværk gør de kemiske krykker helt unødvendige, siger Paul Holmbeck, direktør for Økologisk Landsforening.
– Forskningsresultaterne bekræfter os i vores meget restriktive holdninger til tilsætningsstoffer. Ud over sundhedsmæssige fordele ved de økologiske krav, er der altså også fordele i forhold til adfærd og indlæring – især for børnene. Økologisk mad i skoler og daginstitutioner bør være en selvfølge.
Kilde: Økologisk Landsforening.