Gode madvaner er helt afgørende, når vores skolebørn sidder i klasseværelset og skal forsøge at forstå det læreren forklarer om brøker i matematiktimen eller udfylde diktat i dansk. For hvis man skal kunne lære noget i skolen, skal der så at sige være benzin på motoren – og den rigtige slags.
Gode madvaner betyder, at vores børn både før, under og efter de er i skole spiser sund mad. Mad, der er fyldt med vitaminer og næring og er med til at give den gode energi, børnene har brug for, lyder det fra Orla Hav, Socialdemokraterne og ordfører for bl.a. fødevarer.
Opgaven ligger to steder. For det første handler det om, at forældrene er gode til at sørge for, at deres børn får en solid morgenmad og har en nærende frokost med. Det er der heldigvis rigtig mange forældre, der er gode til. For det er her kimen til gode madvaner bliver lagt.
For det andet skal vi være gode til at lære vores børn, hvad der er gode madvaner. Derfor er det også rigtig positivt, at vi med folkeskolereformen har moderniseret hjemmekundskab. Det hedder nu madkundskab og skal lægge vægt på viden og færdigheder i forbindelse med mad og madlavning. Det er en rigtig vigtig ballast, der skal give dem forudsætningerne for at fortsætte de gode madvaner fremover – både når skoledagen er slut og på den anden side er folkeskolen, slutter Orla Hav.