Hvis faget madkundskab ikke før var svært stillet i forhold til budget, så gør den økonomiske krise ikke situationen nemmere.
Af: Kathrine Roed Reimers
Jeg har været madkundskabslærer i snart 3 år nu, og jeg har ikke før dette skoleår bekymret mig for økonomien i faget. Men krisen raser og fødevarepriserne ryger i vejret.
Da jeg blev ansat, fik jeg et beløb pr. elev til madkundskab. 12,5 kr skal dække råvarer, almindeligt inventar som nye rivejern, klude osv. Større investeringer som opvaskemaskine, køleskab kan der ansøges om ved behov. Jeg beregner 10 kr. til fødevarer og 2,5 kr. til inventar.
I en rundspørge blandt skolelederne i Vejle Kommune er der spredning på beløbet. Nogle skoler kan handle for helt op til 20 kr. pr. elev, mens andre har 8 kr. pr. elev. Jeg har på forskellige Facebook grupper set helt økonomisk pressede situationer med beløb helt ned til 4 kr. pr. elev. Der er i min rundspørge også stor forskel på, om beløbet skal dække andet end forbrugsvarer til den konkrete undervisning.
Jeg er passioneret for faget i folkeskolen, og jeg er stor fan af, at det er blevet et eksamensfag i udskolingen, men når skolerne ikke har samme økonomiske forudsætninger, så bliver det aldrig fair. Eleverne får ikke samme muligheder for praktisk læring, hvis fødevarerne skal spares væk fra undervisningen. Det er efter min mening ikke rimeligt.
Faget hedder madkundskab og ikke hjemkundskab, og en af de helt store forskelle er, at faget nu allerede på obligatorisk niveau skal indeholde teori, og vi skal væk fra, at eleverne “skal lære at lave frikadeller, fordi de skal kunne flytte hjemmefra”. Jeg har i den obligatoriske undervisning ikke haft problemer med at holde budgettet – tværtimod faktisk. Når jeg har et forløb omkring brød, hævemidler, gluten osv, så koster det ikke mange penge at handle ind, fordi eleverne både udvasker mel, arbejder med kornsorter og bager forskelligt bagværk. Tænker jeg tilbage til min egen hjemkundskabsundervisning, så havde min lærer handlet til et helt måltid – det må unægtelig have kostet flere penge. De penge, jeg ikke bruger i den obligatoriske undervisning, dækker mine mer-omkostninger på valgfagsniveau.
Vi har mulighed for at få leveret varer fra Hørkram til skolen. Det er absolut ikke den billigste løsning, men når jeg skal handle til 7 madhold pr. uge, så er det den nemmeste løsning. Sammenligner jeg priserne for et år siden og nu, så er priserne på helt almindelig fødevarer som mel og mælk steget.
Men hvordan sparer vi uden det gør, at vi går på kompromis med det faglige i undervisningen?
I min rundspørge hos skolelederne i Vejle Kommune har jeg fået følgende svar, som er gennemtænkt og brugbart:
“Vi bør sikre, at vi også i dette fag bevidstgør eleverne om muligheder for at økonomisere ressourceforbruget i madlavning. Ressourceforbrug er bredere end indkøb. Det kan være mindre brug af ovn, eller at skal ovnen bruges så at inddrage flere tilberedninger, når nu ovnen er i gang. MEN – det er også vigtigt, at faget ikke bliver en “spareøvelse” og et overdrevent fokus på el- og fødevarepriser. Madkundskab er et fag med tilhørende mål. Disse er vi forpligtet på – samtidig med en bevidsthed om energiforbrug, bæredygtighed, dyrevelfærd og en række andre meget relevante vinkler på dette fag”.
Sparetips fra skolelederne i Vejle Kommune er at bruge almindelig sparsommelighed og købe billigere alternativer. Sidstnævnte har jeg prøvet her til julebageriet på min skole. Jeg har indkøbt en falsk vanillesukkererstatning – der mangler godt nok noget på smagen, men kostede en brøkdel af den gode variant.
Sidst har jeg i min rundspørge spurgt til, om budgettet bliver højere til næste år netop pga. prisstigningerne. Jeg er heldigvis ikke ene om at ville højne faget madkundskab, men økonomisk har vi ikke udsigt til hjælp. Jeg og mine kollegaer på skolerne må desværre ikke regne med et højere beløb i næste års budget, så vi må finde sparebukserne frem. Vores elever skal stadig have den bedste undervisning. Vi må altså opfinde det muliges kunst.