Af: 
Merete Vial, Lektor, Madkundskab, Læreruddannelsen i Aarhus, VIA UC, 
Helene Høy Drewsen, Læreruddannelsen i Hjørring, UCN, og folkeskolelærer.
Susanne Tønneskov Hansen, Lektor, cand.pæd i ernæring/hjemkundskab, Lektor, Professionshøjskolen Absalon, Læreruddannelsen – Vordingborg

Nogle spørger måske sig selv om, praksisfaglighed er det samme som den praktiske dimension, der var en del af 1993-loven (Hjemkundskab, Faghæfte 11, 1995). Her var anvendelsesorienteret læring i fokus, men praksisfaglighed rækker længere ud. Det handler ikke kun om at anvende teori i praksis, men også om at lære teori gennem praksis.

Lene Tanggaard beskriver i artikel i Unge Pædagoger, at praksisfaglighed er en faglighed, der tager afsæt i praksis og angår de praktiske dimensioner af fagligheden i fagene. Det handler om at lære i, om og med et fag, og sammen bevæge sig ind i faget (UP, nr. 3, 2020).

At blive i stand til dette kræver, at der til madkundskabs praktiske arbejde kobles teori i læreprocessen. Teorien kan ikke adskilles fra håndværket og det praktiske arbejde. Teorien skal være en del af det håndværksmæssige arbejde. Praksisfaglighed kan ses som en del af et læringsbegreb, hvor man lærer gennem deltagelse. 

Som et eksempel kan tænkes, at eleverne skal arbejde med fødevaren bælgfrugter, da denne fødevaregruppe er nævnt i de nye kostråd. At arbejde praksisfagligt med bælgfrugter vil række ud over et teoretisk oplæg om bælgfrugters fortræffeligheder og en praktisk udøvelse af opskrifter, hvori bælgfrugter indgår. Praksisfaglighed fordrer, at der til det praktiske arbejde kobles teori fx at teorien om lektiner læres, mens eleverne står med udblødte bønner, som skal koges. Teori om bælgfrugters lave CO2 aftryk kobles til den indiske dhal, som fremstilles, smages på og aftrykket udregnes. Ligeledes kan teori om kulhydrater og kostfibre kobles til falaflerne i fuldkornspita med fermenteret spidskål ved hjælp af kostberegninger, som sammenligner pita med frikadeller og icebergsalat. Praksisfaglighed indebærer derfor ikke blot viden om fødevaren bælgfrugter, men også om håndværket i at kunne anvende bælgfrugter i madlavningen. I madkundskab tilstræbes derfor, at eleverne både undersøger viden om fødevaren og omsætter den viden til praktiske øvelser i en praksis. Det handler om at få øje på teorien i det praktiske.

I den resterende del af artiklen vil vi forsøge at indkredse begrebet gennem tre læringsperspektiver: Kropslig og sansebaseret læring, kreativitet gennem hænderne samt et fagsprogs betydning for læring, stadig eksemplificeret gennem undervisning om fødevaren bælgfrugter.

At lære med kroppen og sanserne

Madkundskab har med sit faglokale med tilhørende redskaber, artefakter og fødevarer mulighed for at inddrage andre sanseindtryk end klasseværelset kan tilbyde. Disse andre sanseindtryk åbner for læringsformer, som inddrager kroppen og sanserne på en aktiv måde. Ligeledes bliver nogle didaktiske tiltag i den planlagte undervisning tydelige i det anderledes læringsrum fx læring i praksisfællesskaber, mesterlære, æstetiske læreprocesser samt brug af virksomhedsformer. Didaktikker som på en eller anden måde inddrager krop og sanser. Derved får eleverne mulighed for at arbejde med og om et fagligt indhold som fx bælgfrugter (Tanggaard, 2020).

Schilhab beskriver, at vi ikke kan undgå at lære, og det lærte er sammensat af stimuli fra tre kilder: Fornemmelser fra verden, fornemmelser fra kroppen og tidligere erfaringer. Kilderne udgør det komplekse neurale korrelat for alt mentalt liv, og de består af både bevidste og ubevidste processer.  Schilhab beskriver de ubevidste processer som bottom-up, da de finder sted uden kontrolleret opmærksomhed. Mens processerne, der er styret af kontrolleret opmærksomhed, kaldes top-down. Begge processer skyldes påvirkninger i omgivelserne. Omgivelserne i form af artefakter og fødevarer kan ikke adskilles fra læreprocessen, de er med til at gøre læreprocessen håndgribelig og umiddelbar, da de udgør materielle ankre pga. deres aktive inddragelse i læringen, herved opstår bottom-up undervisning. Tænkningen bliver kropslig, når konkrete materialer involveres i undervisningen, og der åbnes på den måde for et samvær med andre om et fælles emne. Top-down processen anvendes, når genstande og rum italesættes og opmærksomheden på særlige fænomener skærpes (Schilhab, 2014).   

Stærke oplevelser omsættes let til ord, hvilket kan udnyttes, når undervisningen også foregår ved brug af håndværk og sanser. Her kan det konkrete arbejde med fødevaren bælgfrugter opleves og tale i et direkte sprog til læringskapaciteten ved at stimulere mange læringskanaler på samme tid. Lugten af indiske krydderier til dhal, synsindtrykket af den røde karry, kropsaktivitet af at fremstille maden, lyden af krydderi og løg, der svitses samt ikke mindst smagen af kogte ris og dhal. Man kan sige, at kropslig læring sætter sine spor. Spor som kan genaktiveres senere, når der fx igen skal arbejdes med krydderier og på den måde danner sporene en kropslig viden. Kropslig viden sker i alle sammenhænge, hvor kroppen er med, hvilket er lig med i alt. Kropslig viden er langtidsholdbar og opbygges gennem gentagelsen fx opøvelsen af et håndværk (Schilhab, Lindvall, 2017). 

Fagsprog og praksisfaglighed

Med tidens opmærksomhed på praksisfaglighed er der grund til at undersøge hvordan og med hvad madkundskab kan byde ind i praksisfaglighedsdebatten. Madkundskab er et vigtigt fag, men hvis det fortsat skal have en berettigelse som fag på skolens skema, må vi kunne italesætte, hvad det er faget kan og vil i den fælles opgave, vi har for elevernes dannelse i skolen. 

I princippet kan et hold elever gå ind i madkundskabslokalet, få udleveret en opskrift, tilberede retterne, spise, rydde op og forlade lokalet igen uden at nogen kan formulere eller er blevet udfordret til at formulere, hvad de har lært og hvorfor. 

Bevidst brug af fagsprog og dermed undervisning med og i fagbegreber er en del af praksisfagligheden men også et led i at udvikle eleverne til faglig kompetente mennesker. De skal understøttes og stilladseres, så de bliver kloge på at forklare og anvende faglige begreber i praksis. Det skal gerne ske i den praktiske undervisning, hvor eleverne netop står med materialerne og har alle sanser i brug. Det kan vi hente argumentation for hos fx Kjeld Fredens og Therese Schillab. De argumenterer begge for, at kroppen husker det, den er involveret i. Det betyder, at når vi i madkundskabsundervisningen har øje for at tilrettelægge den praktiske undervisning i et praksisfagligt lys vil eleverne få de bedste betingelser for at opfange og lagre nye fagbegreber og udvikler dermed deres fagsprog.

Fag og sprog i praksis. Alle fag har sit fagsprog. Og alle fag/al undervisning må tage udgangspunkt i elevernes forforståelse. I madkundskab møder vi elever, som har forholdt sig til mad hele deres liv og derfor har masser af sprog for feltet – som hverdagssprog. Det er jo en gave at elevernes forforståelse er så stor. Det vigtige bliver at sætte hverdagserfaringerne/sproget ind i et faglig sammenhæng med bevidst og planlagt brug af fagsprog og fagbegreber.   

Faglokalet og fagsprog. Det sker at teorien i madkundskab foregår i et almindeligt klasselokale. Nogle steder er der ligefrem afsat en særlig skemaposition til teorien  i madkundskab uden tilknytning til faglokale og praksis i øvrigt. Det er ærgerligt, fordi eleverne dermed franarres muligheden for at udnytte artefakterne i faglokalet, som netop kan være med til at stimulere og understøtte fagsproglig udvikling.

I denne artikel bruger vi bælgfrugter som gennemgående eksempel. Et eksempel på udvikling og evaluering af elevernes fagsprog kunne være bruge fagbegrebskort. (se model øverst til højre) Man kan som lærer formulere særlige fagbegreber, som man mener eleverne skal kunne. Eleverne arbejder i par eller i grupper og får til opgave at trække et kort og forklare hvad det trukne fagbegreb betyder. Her er det naturligvis vigtigt at have opmærksomhed på, at eleverne anvender fagsprog og at tilbyde eleverne hjælp og støtte i etableringen af fagsprog.

Når praksisfagligheden kommer ind i faglokalet.

Bønner og bælgfrugter er et fornuftigt bud på et tema at arbejde med i madkundskabsundervisningen i folkeskolen. Fremtidens proteiner skal hentes mere fra planteriget, de nye kostråd fra 2021 guider bl.a. danskerne til at spise mere plantebaseret og dermed passe på kloden samt tendenser i samfundet der peger på, at flere og flere danskere forsøger sig med grønne retter i løbet af ugen.

Madkundskabsundervisningens indhold skal give mening for eleverne og samtidig kunne anvendes i deres egen hverdag. Netop derfor giver et forløb med bælgfrugter i madkundskab i folkeskolen god mening og naturligvis med et praksisfagligt perspektiv. Den praktiske og aktive tilgang, hvor elevernes adgang til læring går gennem sanser, kreativitet og innovation – hvor hænderne arbejder sammen med hjernen og hvor der ikke kun tales om smag og struktur, men også arbejdes praktisk med begreberne, lægger op til, at der sættes teori på praktiske opgaver måske modsat først et forløb om teori og derefter praktisk arbejde.

Eleverne kan – i et forløb om bælgfrugter – arbejde med mæthedsfornemmelse, bæredygtighedsbegrebet, eksperimenterer med at få bønner og bælgfrugter implementeret i både hverdagsretter og klassiske danske retter, arbejde med bælgfrugter i verdenskøkkenet og naturligvis i vegetar- og veganerretter.

Eleverne kan arbejde projektorienteret, hvor der afprøves forskellige retter for at få en grundlæggende viden om bælgfrugters smag, struktur og konsistens, inden arbejdet fortsætter med kreative og innovative opgaver. For at kunne arbejde innovativt – altså at skabe noget nyt til gavn for andre – skal eleverne have et fundament af viden, som skal bringes i spil. Og det er netop forskellen på praktisk arbejde og praksisfaglighed. Når eleverne arbejder efter en opskrift er der tale om praktisk arbejde, når den tilegnede viden anvendes så er der tale om praksisfaglighed. 

Skulle man som lærer have brug for at vække elevernes nysgerrighed til emnet bælgfrugter – eller måske en lille aktivitet som katalysator, kan eleverne lægge ud med at lave romkugler med sorte bønner og dadler – og på den måde få en fornemmelse af, hvad bælgfrugter også kan bidrage med til vores kost. Samme opgave kunne også være startskuddet til at anvende bælgfrugter i det søde køkken.

Får eleverne mulighed for at eksperimenter, arbejde kreativitet, og bruge sanserne, så er der rig mulighed for at forstærke elevernes tro på egne evner i madkundskab, blive fortrolige med emnet og tage den ny viden med videre. Og det er jo præcis det, der er madkundskabs fornemmeste opgave.

Referencer: 

Fredens, K. (2018): Læring med kroppen forrest. Hans Reitzel Forlag

Schilhab, T. (2014): Neurale bottom-up og top-down processer I læring og undervisning. Pædagogisk Psykologisk Tidsskift, nr. 5/6 – 2014. 

Schilhab, T. (2017): Læring og dannelse ude. Unge pædagoger, nr. X, 2017

Schilhab, T. & Lindvall, B. (2017): Naturlig læring.

Thise, H. & Vilien, K. (2019): Broen til fagsproget. Samfundslitteratur.