Didaktiske dilemmaer

Af: Majbritt Pless

Lektor v/UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og underviser i madkundskab.

Hvad gør I, når I står i situationer med elever, der af forskellige årsager ikke spiser bestemte fødevarer?

Foreningen for Madkundskab bringer, med tilsagn fra lektor v/UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og underviser i madkundskab, Majbritt Pless, nedenstående.

I et blogindlæg på folkeskolen.dk spørger lektor og underviser i madkundskab ved Læreruddannelsen i Odense, Majbritt Pless, læserne:

”Hvad gør I, når I står i situationer som denne, med elever, der af forskellige årsager ikke spiser bestemte fødevarer. Hvilke hensyn tager I? Hvilke overvejelser gør I jer, og med hvilke begrundelser træffer I de valg, I gør?”(https://www.folkeskolen.dk/889340/svar-paa-et-svaert-spoergsmaal)

Majbritts nysgerrighed er opstået i forbindelse med en henvendelse fra en madkundskabslærer, som hun arbejder sammen med i et projekt.

Majbritt skriver således i blogindlægget:
”Han (red. Madkundskabslæreren) kunne godt tænke sig at vide, hvordan jeg forholder mig til det svære i at planlægge en undervisning, hvor man med den elevgruppe kommer hele vejen rundt i faget. Som han udtrykte det: Det dur jo ikke, at vi kun laver mad uden kød, eller at vi ikke laver retter med svinekød, som jo fylder meget i den danske madkultur. Det nemmeste ville jo være at sætte eleverne i gruppe sammen og lade dem lave retter af andre råvarer, men så opstår andre problemer fx i forhold til gruppedannelser, integration, in- og eksklusion o. lign.”(https://www.folkeskolen.dk/889340/svar-paa-et-svaert-spoergsmaal)

Vi har fået lov til her at bringe Majbritts svar til madkundskabslæreren:

”Det er en meget relevant problemstilling, du rejser her. Jeg drøfter den også med mine studerende – og også: hvad hvis de selv er muslimer eller vegetarer..?

Min holdning er, at man skal undervise ”hele vejen rundt”, dvs også i dansk madkultur, og fx lave traditionel dansk julefrokost mm., for overvægten af dine elever i klassen er jo stadigvæk ikke muslimer eller vegetarer. Vi har jo også stadig kristendom i skolen. Så må de enkelte elever i disse situationer ”gå uden om” de ting, de ikke kan eller vil spise. Vi kan jo under alle omstændigheder aldrig tvinge børn til at smage eller spise noget, de ikke vil – uanset hvad årsagen så er.

Men jeg vil samtidig mene at du, hvor det er muligt, med fordel kan sørge for at have alternativer klar til disse elever. Fx skal I lave frikadeller, så sørg for at købe fx kyllingekød til muslimerne. Og måske lade din vegetar eksperimentere med linser eller bønner. Det kræver selvfølgelig noget ekstra forberedelse fra din side. Men ellers prøv at tage en snak med dem. Hvad forventer og ønsker de egentlig selv? Jeg havde engang en vegetar og hun deltog i tilberedningen af al slags mad, men spiste så blot det af det, der ikke var kød i. Meget uproblematisk. Og hvad ønsker de muslimske børn? Vil de gerne lave ”de rigtige frikadeller” men er med på, at de ikke må spise dem – eller vil de faktisk gerne have frikadeller i en udgave, de må spise også? Håndværket og læringen er jo det samme uanset hvilken slags kød, der anvendes. Det er jo heller ikke anderledes, end at vi køber glutenfri mel til de børn, der lider af cøliaki.”

 

Vi vil opfordre jer til at deltage i debatten ved at kommentere på Majbritts blogindlæg: https://www.folkeskolen.dk/889340/svar-paa-et-svaert-spoergsmaal

Abonnér på vores nyhedsbrev

Abonnér på vores nyhedsbrev

Få hver måned vores nyhedsbrev, med gode tilbud, nyheder, aktuelle links og meget mere.

Nyhedsbrevet er åbent for alle, men visse tilbud og indhold på vores hjemmeside via link i nyhedsbrevet er forbeholdt medlemmer og kræver login.

Vi byder dig velkommen, og håber du får glæde af dit abonnement. Du kan, selvfølgelig, framelde nyhedsbrevet når du vil. 

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet.