Madkundskab er kreativitetens fag om noget.
Derfor kan det harme, når den politiske tale pludselig ikke kan få øje på, hvad dette fag kan, men kun ser det som et praktisk eller sundhedsorienteret fag. Hvor var alle de store gastronomer så henne, og har de slet ikke fulgt med på gastroscenen?
Madkundskab åbner for sanselig kreativitet
På min skole plejer vi at lave musical i 7.klasserne, som et samlet projekt for begge klasser. I år var musicallærerne på barsel, og hvad skulle der så ske? Jeg øjnede muligheden for at afprøve noget, jeg længe gerne har villet men ikke vidst, hvor jeg skulle hente timer og penge til, så jeg gik til tre gode kolleger – en musiker, en designer og en tidligere skuespiller – der alle tre nu underviser på min skole og spurgte: ”Skal vi ikke lave et magisk musisk madteater?” Alle var fyr og flamme, og vi fik puljen efter nogen undren fra ledelse og kolleger, men ingen havde alternativer så pyt. Jeg berettede straks om mine mange fantastiske oplevelser med Mette Martinussens Madteater og skyndte mig at købe billetter sidste forår til hendes forestilling: Festen, der blev opført af Republique teateret. Hele pointen er, at man lader maden være et væsentlig aktiv som fortæller i historien, hvilket de fleste vil kunne huske fra filmatiseringen af Festen. Vi skulle imidlertid ikke lave en uhyggelig eller revsende forestilling, men en livsbekræftende forestilling over temaet MAD OG KÆRLIGHED. I disse pædagogisk ofte formørkede tider var det en sand saltvandsindsprøjtning at mødes med mine tre kolleger og planlægge. H/D læreren viste planer for rummene og ideer til stilarter, den tidligere skuespiller begyndte at skrive et manuskript, hvor mad og kærlighed var i centrum, musiklæreren begyndte at spille alverdens numre, selv tog jeg bobler og chokoladetrøfler med til vores planlægningsseancer, da vi nærmede os et tema fra 20’erne og 30’erne dog med udvidelse for den musiske del, der alligevel centrerede sig om jazz og charleston. Da kærlighed var temaet, var det oplagt at sige ”brændende kærlighed” især da mine studerende på KP netop havde kreeret en muffin med alle elementer fra den klassiske mormorret. Vores lange planlægningseftermiddage var ikke bare arbejde, det var kreativitet og kollegial sparring, hvor jeg pludselig kom tættere på kollegaer, jeg ikke før havde kendt så godt. Vi var høje af energi, når vi gik hjem. Madkundskab havde været den gode anderledeshed, der havde fået alle faglighederne ud i de kreative hjørner.
Hotel Brændende Kærlighed
Hurtigt var det klart, at stykket skulle hedde Hotel Brændende Kærlighed. Samtlige 45 elever fik roller, og der blev kreeret dragter i stil med ”Grand Budapest Hotel” i farverne guld, rød og lilla. Vi har små lokaler og valgte at dele vores i forvejen lille idrætssal op i to, så ”gæsterne” (= publikum) skulle besøge 5 rum i løbet af forestillingen, og i de 4 af rummene ville der være et traktement, som var relateret til forestillingens indhold. Vi kunne af praktiske grunde ikke rumme flere end 50 gæster af gangen, hvorfor vi så måtte opføre stykket i alt 8 gange. Vi havde 2 uger (altså 10 dage) til selve forløbet, hvor vi lærere så på forhånd havde skrevet manus og planlægningslister over, hvad der skulle laves og bruges. De første seks dage blev der handlet ind og fremstillet kulisser, dragter, 540 muffins, 700 chokoladetrøfler, 900 skumfiduser, øvet sange, danse replikker, lys og lyd. Den syvende dag var der generalprøver, og så brugte vi de sidste tre dage på at opføre det for skolen – to klasser af gange samt forældrene fordelt over to aftener. Sjældent har jeg sovet så godt, med så stort smil på læben.
Maden som forløser af den brændende kærlighed
Stuepiger og piccoloer ledte publikum ind i hotellets foyer, hvor gæsterne fik et glas ”champagne” (hyldeblomst med danskvand) i højstilkede engangsglas, mens de kunne nyde hotellets personale synge Be my lifes compagnion. Plottet udfoldedes så af en emsig journalist Hugo Jarl og hotellets overtjener, hvor det afsløres, at Placebo Domingo (som aldrig viser sig men som egentlig er stykkets hovedperson) bor på hotellet med sin elskerinde og sine 5 ekskoner, hvoraf den ene raser rundt og skyder til højre og venstre. Samtidig viser det sig, at kokken er forelsket i stuepigen, der er forelsket i overtjeneren, der er forelsket i elskerinden osv. osv. Den alt fraværende Placebo æder som et tærskeværk, hvorfor hotellets personale opfører en sang og dans på En pølse skal serveres med følse.
Publikum ledes nu af piccoloerne ind i rum to, der er vandkunstens lille café, hvor de tidligere elskerinder sidder og synger Vandkunstens lille cafe, der netop handler om, at A elsker B, der elsker C osv. Da Placebo har bestilt brændende kærlighed til aftensmad serveres dette også for publikum i form af en salt muffin med råsyltet rødbede, stegt bacon og løg og en icing af kartoffelmos farvet lyserød.
I samme cafe synger hotellets entertainer Only you mens de forsmåede ekskoner nynner til.
Så ledes publikum ind i det tredje rum – et omdannet omklædningsrum der er blevet til et køkken – hvor kok og stuepige diskuterer, hvad de skal gøre alt mens to opvaskere udfylder den obligatoriske klovnerolle og siger, det er uhyyyyyygeligt, at der ikke er flere bananer men i stedet mange chokoladetrøfler. Under afsyngning af Yes we have no bananas uddeler køkkenpersonalet chokoladetrøfler med hindbærsmag. Behøver jeg sige, at vi har brugt den bedste chokolade og lavet Morten Heibergs uforlignelige hindbærtrøfler.
Publikum ledes ud i en lang mørk gang (på jagt efter den skøre ekskone der skyder hele tiden) og her åbnes en dør, hvorfra 8 glade charleston piger danser ud med projektører og opfører deres helt egen flotte charleston.
I det sidste rum, der er et klasseværelser beklædt med guld fra gulv til loft, ligger alle elskerinderne på en stor guldbeklædt madras, og herfra løses så alle konflikterne, fordi kokken har lokket Placebo tilbage til hotellet med sin gode mad. Alle bryder ud i jubel, over hvad god mad kan udrette, og en diva synger en særlig jazzet udgave af en selvskrevet skumfidussang, alt imens ekskoner og elskerinder deler skumfiduser ud til publikum, der danser ud til melodien af charleston. 35 minutters forrygende magi med mad og kærlighed som nøgleordene. Og bemærk lige – ingen var i tvivl om, at mad og madkundskab spillede en væsentlig rolle i den kreative proces, såvel som i produktet. Vi skal til evig tid huske at markere vores fag, som det altfavnende fag det er.
