Hver eneste dag er der et hold på 12 elever fra forskellige klassetrin i køkkenet. Eleverne er i køkkenet i en uge af gangen.
Sådan fungerer Amager Fælleds Madskole
Det daglige personale i madskolen på Amager Fælled Skole er de tre kokke Katrine, Sebastian og Stefan. Derudover er køkkenmedarbejderen Cholada og en opvasker der hedder Yohau også i køkkenet, og der er også ofte praktikanter eller personer i jobtræning.
Hver eneste dag er der et hold på 12 elever fra forskellige klassetrin i køkkenet. Eleverne er i køkkenet i en uge af gangen og kommer fra 4. til 8. klasse.
– Vi har mange succeshistorier om elever med særlige problemer i klasseundervisningen, som kommer ned i køkkenet og hjælper til i perioder. Børn der har problemer med de boglige fag og har svært ved at være stille i klassen blomstrer, når de arbejder i køkkenet. Eleverne får positive oplevelser ved at kunne udføre opgaver i køkkenet, fortæller lederen af madskolen, Katrine Anker Møller, som var med til at starte projektet i 2010, og er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom fra det daværende Suhrs Seminarium.
Sådan fremstilles maden
Kokken sørger for at planlægge menuerne for en måned af gangen. Eleverne i køkkenet er med til at planlægge menuen, men ønsker og ideer fra andre elever, som kigger forbi køkkenet i pauserne, bliver også indarbejdet. (Se menuerne nederst.)
– Vi bruger ikke opskrifter, men madvarerne bliver lagt frem på bordene, og børnene går så i gang med dagens arbejde. Det er praktisk arbejde, og de boglig svage elever viser nu deres andre talenter, fortsætter Katrine Anker Møller.
Menuerne bygger på principper som sæson, farver, konsistens, smag, y-modellen og kostråd. Der er både fisk, vegetarmad og en suppe på menuen cirka en gang om ugen. Hver eneste dag er der grøntsager til maden, lyder det fra Katrine Anker Møller.
Sådan spises der
Skolens elever spiser i fire hold. Det første hold er skolens børnehaveklasser, som får fred og ro til at spise alene. Bagefter kommer resten af skolens elever ned i kantinen. Klassernes dukse kommer ned i kantinen før resten af klassen. Duksene i 0. klasse gør klar til spisning ved bordene. Der er også duksene, der rydder op efter spisningen og tørrer borde af.
Maden bliver serveret fra rulleborde som en slags buffet. Det er eleverne fra køkkenholdet, som præsenterer og serverer maden for de andre elever.
Der sidder en lærer ved hvert tredje bord, og alle spiser med kniv og gaffel, selvom de ikke er vant til det hjemmefra. “En del af vores elever kan faktisk kun finde ud af at spise med ske eller gaffel, når de starter”, fortæller Katrine.
– Vi lærer eleverne at gøre meget ud af anretningen og præsentationen af maden. Selv farverne kommer i spil, når eleverne skal anrette maden på kulørte fade. Under anretningen lærer eleverne at se, hvilke retter, der passer til hvilke farver på fadene. Eleverne fortæller hinanden om dagens ret, så de kan præsentere den for de andre elever, forklarer Katrine.
Skolens tips til at integrere madskolen i skolen
Der er mange måder at integrere madskolen på skolen på. Madskolen er især integreret i skolens undervisning via madkundskab. Det er nemlig madskolens køkkenansvarlige, som står for at varetage skolens madkundskabsundervisning for 6. og 7. klasserne. Kokken vil også gerne, at madrelaterede emner tages op i andre fag. Det kunne være under emner som fx sanser eller etnisk mad. Der er ikke normal undervisning i madkundskab i 6. – og 7. klasse. Timerne er integreret i arbejdet i Madskolen plus ekstra timer til teori og fordybelse.
Køkkenet har et ønske om at udbygge samarbejdet med lærerne. Katrine fortæller, at de gerne vil have, at der kommer mere fokus på lærernes rolle under måltidssituationen. Børnehaveklasselærerne er meget opmærksomme på deres rolle som måltidsværter, og denne rolle kan måske udbredes til resten af skolens lærere. De fleste af lærerne spiser med sammen med deres klasser.
En god ide er også at holde arrangementer for lærerne, forældrene og eleverne, sådan at alle har kendskab til madskolen og kan engagere sig i den, lyder det fra Katrine Anker Møller.
Madkultur og madlaboratorium på Amager Fælled Skole
Amager Fælled Skole har været madskole siden februar 2010. Før var der en anden skolemadsordningen i kantinen. Med madskolen har Amager Fælled Skole fået en ny madkultur. Tidligere kunne der være lang kø ved udsalget og maden var ikke spændende.
Amager Fælled Skole er overrasket over, hvor store mængder sund og varieret mad eleverne kan spise i dag. Eleverne bliver introduceret til mange nye råvarer og retter med smagsoplevelser og konsistenser, som de ikke kender i forvejen.
Amager Fælled Skole er med i et netværk for madskoler. Til netværksmøderne udveksler skolerne erfaringer og får nye ideer til og mod på at eksperimentere med maden. Kokkene påpeger, at skolen skal sørge for at organisere sin madskole og dermed sit madlaboratorium sådan, som passer bedst til skolen, så alle på skolen kan føle ejerskab for projektet.
Maddannelsen på vores madskole
Maddannelse er kodeordet for Amager Fælled Madskole. “Madskolen arbejder med maddannelse i alt, hvad den gør” siger Katrine Anker Møller. Under maddannelse forstår skolen, at eleverne skal lære om råvarer, smag, værtskab og gæsters rolle under spisningen, måltidet og sund mad. Med maddannelse bliver eleverne bevidste om mange aspekter af maden, og det betyder, at de kan træffe bevidste valg, når de skal lave mad og spise.
At give eleverne madmod er også en del af elevernes maddannelse. Kokkene taler meget med eleverne om, at ligesom man skal lære at læse og skrive, så skal man også lære at spise, så derfor er man nødt til at være modig og smage på de forskellige ting.
Som en del af maddannelsen lærer eleverne om vigtigheden af dagens måltider. Køkkenet kunne derfor også godt tænke sig, at der igen blev indført et morgenmadskoncept. Tidligere spiste cirka 70 indskolingselever havregrød hver der, mens deres forældre fik en kop kaffe eller te.
Lyder det fra Katrine Anker Møller:
(kilde artikel i Information)
Mit arbejde kan føles som at være på en legeplads. Det fylder mig med glæde.
Jeg kan blive helt fjollet af at snakke om mad. Jeg drømmer også om mad. Mad er jo fantastisk. For mig er det næsten en halv verden i sig selv. Og det er så kedeligt, når man sidder og er smadder kræsen. For man går glip af rigtig mange ting. Hvis der er noget, man ikke kan lide, handler det jo ofte om, at man har haft en dårlig oplevelse med maden.
Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med mad. Efter folkeskolen har jeg arbejdet en del i køkkener. Jeg startede på kokkeskolen, men holdt hurtigt op igen. På det tidspunkt var det ikke til at få en læreplads. Jeg var med til at lave et kogebogsprojekt, tog et år på Landbohøjskolens levnedsmiddelsuddannelse. Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville have med mennesker at gøre og blev i 2002 uddannet ernærings- og husholdningsøkonom fra Suhr’s Seminarium.
I januar 2010 blev jeg ansat på Amager Fælled Skole, hvor jeg har været med til at starte madskolen op. Og det er det, jeg skal. Jeg er simpelthen så fantastisk glad for det. Madskolen er mig.
Et stabilt blodsukker betyder alverden, hvis man skal lære noget en hel dag. Og undersøgelser viser, at børn bedre kan koncentrere sig, hvis de er mætte og har fået sund mad. Mindst 75 procent af madskolens råvarer er økologiske, og det er vores ambition at gøre køkkenet så sæsonpræget som muligt. Vi vil også gerne gøre det mere nordisk af hensyn til det ernæringsmæssige og til CO2-regnskabet.
Vi har masser af kræsne børn på skolen, men vi bruger rigtig meget tid på at opfordre dem til at smage på alting. Og hvis man serverer kål, og de ikke kan lide det, så serverer man det bare på en anden måde næste gang, og sådan bliver man ved, indtil det virker. Jo flere grøntsager man kender, jo mere varieret vil man jo også spise. Vi siger til eleverne igen og igen; I skal øve jer i at spise, ligesom I skal øve jer i at regne og tale engelsk. Og så løber vi efter dem med grøntsagerne. Før de kom i køkkenet, kunne de rynke på næsen og spørge: Udr, hvad er det for en grøntsag? Men når de selv har været med i processen, har skåret tingene ud og rørt i gryden, så har de et andet forhold til det, og så holder maden op med at være farlig og uigenkendelig.
Jeg møder kl. halv otte sammen med min kollega Sebastian, som er autodidakt kok. Vi skynder os at nå så meget, vi kan, inden eleverne kommer dryssende ved ottetiden. En elev kan så gå i gang med at stege fisk eller skrælle gulerødder på vores skrællemonster. Det har eleverne døbt vores rodfrugtskræller, som kan skrælle 10 kg ad gangen og er halvanden meter høj. Det ser sjovt ud, når der står en elev med en køkkenmaskine, der er lige så stor som eleven selv. Vi sætter dem aldrig til at skrælle noget, de ikke ved, hvad er. Hvis de ikke ved, hvad en porre er, så viser vi, hvordan man renser den, og hvordan den skal se ud, når den er færdig.Vi serverer frokosten i tre omgange og har første servering kl. 10.25. Eleverne ikke alene laver maden. De serverer den også for deres kammerater, og så hjælper de til med at vaske op og gøre rent bagefter. De er med i hele processen. Til sidst sætter vi os ned og spiser sammen og snakker om, hvad vi har lavet, hvordan det er gået, og hvad vi skal lave dagen efter. Der er ikke køkkendiktatur, så eleverne er med til at menuplanlægge. Endelig laver vi en arbejdsplan over, hvad vi skal nå næste dag.
Fakta om Amager Fælled Skole:
Åbning:
Amager Fælled Skole (www.afs.kk.dk) har været madskole siden februar 2010.
Pris:
Et måltid koster 20 kr. Der betales via bestillingssystemet.
Der er i gennemsnit ca. 50 spisende lærere.
Tilmeldte:
Skolen har elever, og 220 er tilmeldt madordningen, dvs. ca. 50 %.
Amager Fælles Skoles hjemmeside:
www.afs.kk.dk
Menu Maj 2016
Mandag 02.05.
Blomkålssuppe m hvidløgsbrød
Brødcroutons og purløg
Frisk frugt og grønt
Tirsdag 03.05.
Pilaf med lam, ris, rosiner, peberfrugt og koriander
Ristede krydrede kikærter
Gulerødder ovnbagte med spidskommen, honning og citron
Yoghurtdressing med mynte
Frisk frugt og grønt
Onsdag 04.05.
Kartoffelmos med ristede grøntsager og frisk spinat
Ovnbagt ørred
Gremolata af persille, citronskal og hvidløg
Frisk frugt og grønt
Fredag 06.05.
Sandwich med oksespegepølse, agurk og revet gulerod
Kanelbrød
Frisk frugt og grønt
Maden spises i klasserne eller udenfor i solen
Mandag 09.05.
Lun pastasalat med dampede asparges, tomater, persille, ærter, vesterhavsost og kalkunbacon
Grahamsbrød og Chilipesto
Frisk frugt og grønt
Tirsdag 10.05.
Fiskefrikadeller med nye kartofler
Råkost med citron og olivenolie og Dampet broccoli
Hjemmelavet remoulade
Frisk frugt og grønt
Onsdag 11.05.
Gullasch med forårsgrønsager
Ris, Grøn salat og Maltbrød
Frisk frugt og grønt
Torsdag 12.05.
Bagte kartofler med fyld
Fyld din egen kartoffel med revet ost, hvidløgssmør, salt og
Det store grønne udvalg
Pil selv rejer
Frisk frugt og grønt
Fredag 13.05.
Buffet
Pizzasnegle
Frisk frugt og grønt
Tirsdag 17.05.
Tomatsuppe
Ristede krydderurtebulgur
Frisk frugt og grønt
Onsdag 18.05.
Pitabrød m stegt krydret oksekød
Det store grøntsagsbord, revet, snittet, syltet og friskt
Yoghurtdressing med purløg
Chilipesto
Frisk frugt og grønt
Torsdag 19.05.
Stegt skrubbefilet
Bagte nye kartofler
Råsyltede agurk og rabarber
Frisk frugt og grønt
Fredag 20.05.
Smørrebrødsbuffet
med tun, æggesalat, makrel i tomat, chilipesto og ost
Frisk frugt og grønt
Mandag 23.05.
Hvid bygotto
Bagt tomat og fennikel
Frisk frugt og grønt
Tirsdag 24.05.
Langtidsbraiseret oksekød i tomat og hvide bønner
Pasta og Persille
Salat med korn, agurk og ærteskud
Frisk frugt og grønt
Onsdag 25.05.
Vegetarburger med kartoffel-selleri-oste-bøf
Det store grønne bord
Hjemmelavet ketchup
Frisk frugt og grønt
Torsdag 26.05.
Smagens dag med alverdens smagsprøver
Boller og frugt til de ekstra sultne
Der spises i klasserne
Fredag 27.05.
Smørrebrød
Frisk frugt og grønt
Spises i klasserne
Mandag 30.05.
Buffet
Ovnbagt blomkål med yoghurt-tahindressing
Frisk frugt og grønt
Tirsdag 31.05.
Pizza med tun, majs, gulerod, timian og gouda
Salat med radiser og sur-søde rabarber
Frisk frugt og grønt
Et måltid mad koster 20 kroner. Der betales via en betalingsordning.
Madskolerne i København
Klik på skolens navn og du bliver linket over til skolen
Amager Fælled Skole
Charlottegården
EAT (øvrige skoler)
Engskolen
European School Copenhagen
Frejaskolen
Frederiksgård Skole
Gasværksvejens Skole
Nørre Fælled Skole
Rådmandsgades Skoles Madskole
Skolen i Sydhavnen
Tagensbo Skole
Tingbjerg Skole
Ørestad Skole
Madskolerne er etableret i samarbejde mellem Københavns Madhus og Københavns Kommune.