Foreningen for Madkundskab har haft den udsøgte glæde og fornøjelse af at have Birgit Jensen siddende i vores hovedstyrelse i rigtigt mange år. Desuden har hun også været formand for Region Fyn i samme periode.
Birgit har passioneret kastet sig ud i foreningens mange opgaver. Hun har sat en ære i, at vi har været ordentlige og professionelle. Ikke mindst også, i forhold til vores ansigt udadtil. Derfor har det også faldet hende naturligt både at indgå aktivt i og omkring vores hjemmeside, men også i forhold til at varetage opgaven med først vores gode og succesfulde landskurser og senest vores konferencer. Det er især her, Birgit, i godt samarbejde med Kirsten Marie Pedersen, der også har siddet med i Region Fyns bestyrelse, har udmærket sig.
Desværre har vi, i årene efter skolereformen og lov 409, været mærkede af manglende søgning på vores landskurser. Det har bestemt ikke været kvaliteten af kurserne der har været noget galt med! Her har temaerne været højaktuelle og relevante og oplægsholderne har været håndplukkede og eminente. Både logi og forplejning har været værd at tale om. Enkelte gange har vi været nøjsomme med valg af overnatningen, men der er aldrig gået på kompromis med de smagsmæssige oplevelser. Mange, mange gode og lærerige oplevelser er det blevet til. Også et par gange udenfor landets grænser…
Heldigvis er tiderne skiftet. Den nye valgfagsprøve har gjort, at der har været ualmindelig god søgning til vores madkundskabskonferencer. Først i Middelfart i september 2020, hvor Corona havde gjort sit, for at begrænse os i både fremmøde og med muligheder, iøvrigt. Men vores tapre og dygtige kursusudvalg førte os sikkert i havn og alle 50 fremmødte var glade og tilfredse. Dagen var den 18. September. Samme dag kom der nye restriktioner og begrænsning og forsamlingsforbud. Så udvalget gik i tænkeboks og kæmpede en hård kamp for at finde muligheder og midler til at afholde en virtuel konference. Det var ikke uden udfordringer, men igen lykkedes det dem at skabe en konference, der var topprofessionel. Ikke mindst takket være Mariann Bach Nielsen fra 2vejs kommunikation, som sikrede, at konferencen blev vedkommende, nærværende og aktuel. Vi blev både stillet opgaver, hvor vi blev lukket ind grupperum – en feature jeg ikke havde prøvet før – og vi fik stillet polls til besvarelse, ved den enkelte oplægsholder. Efterfølgende blev der evalueret, som blev sendt ud, og oplægsholdernes slides blev også distribueret ud til den enkelte deltager. I særklasse en professionel håndtering, som nåede ud til i omegnen af 70 deltagere.
Egentlig skulle Birgit og Kirsten Marie have haft “sidste arbejdsdag” ved årsskiftet. Men begge ønskede at følge den virtuelle konference til dørs. Så der er mig en særlig fornøjelse, at den var så vellykket!
Men nu er tiden så kommen til at takke endeligt af, for mange og gode års tro “tjeneste” i Foreningen for Madkundskab. Det er trist for os; Birgit er i særklasse! Men rimeligt nok, at hun ønsker at gøre brug af sin tid på andre interesser. Det under vi hende! Vi må være foruden… Dog, heldigvis ikke helt, da Birgit har lovet, at holde et vågent øje med os og vores arbejde. Og ikke mindst også har takket ja til at være revisorsuppleant hos os.
Tusinde tak for alt, Birgit Jensen. Alt det bedste til dig i dit otium; som vi er sikre på, ikke kommer til at gå stille af sig…
På vegne af
Foreningen for Madkundskab
V/Formand Lone Carlson